Introduktion til “RINGBÆRERENS DAGBOG”

eller – hvad (hvem) er RINGEN?  

af Peter Kjærulff

Tilbage til den danske forside

Forestil dig et øjeblik, at Gud har en plan: i århundredernes løb har han udvalgt en bestemt gruppe mennesker til at forske i ting og sager, der er udenfor den officielle videnskabs rækkevidde – ting som forståelsen af det menneskelige sinds dybere lag, Guds eksistens, forskellen mellem godt og ondt, osv.

Gud er selvfølgelig klar over, at den traditionelle videnskab kæmper med et problem, hvis spor kan følges tilbage gennem tiderne: alle forskningsresultater skal kunne bevises videnskabeligt på grundlag af allerede eksisterende kriterier. Som en følge heraf vil store områder af menneskets følelsesmæssige udtryk være udenfor rækkevidde. Enhver kan jo se, at de menneskelige tankers, følelsers, adfærdsmønstres og affekters verdener – er flygtige, hvis vi skal kunne påvise dem og udarbejde statistikker desangående.

Og dog – kunstneren kan følge en hvilken som helst linie, som hans/hendes intuition tilsiger ham eller hende at følge: operakomponisten kan vælge mellem et hav af tekstbøger og finde frem til den historie, der er hans hjerte nærmest i et givent øjeblik. Maleren, forfatteren, osv. kan gøre det samme gennem deres valg af emne, handling, osv.

Således har de store kunstnere gennem århundrederne (ved deres kunst) udtrykt store ting vedrørende menneskets livsvilkår. Man kunne skrive en bog om moral, etik og menneskets adfærd i romantikkens operaer – og udlede en masse om menneskeheden udfra de forskellige operaroller i f.eks. Verdi, Puccini, Wagner og R. Strauss’s operaer.

Man kunne skrive en bog om almene, dagligdags følelsesmæssige holdninger til Gud gennem studiet af religiøs musik fra de sidste fem århundreder. Og fordi netop musikken har et følelsesmæssigt udtryksniveau (som man ikke vil finde i teologiske eller filosofiske studier), bliver det muligt – ved hjælp af musikken – at træde ind i en kirke en søndag i 1725 (eksempelvis), mens en kantate af Bach spilles (eller en hvilken som helst anden dag i året – der kan være inspireret af en messe komponeret af Schütz, Schubert, Mozart, Beethoven eller Bruckner).

Eller – man kunne evt. skrive en bog om en særegen indretning – en ring – som visse kunstnere, nemlig Platon, Wagner og Tolkien, har beskrevet – og se hvordan store kunstnere er i stand til at samarbejde, også selvom de lever i vidt forskellige århundreder – med henblik på at afsløre en destruktiv mekanisme (!), der er i stand til at tildække menneskets bevidsthed så fuldstændigt, at den gør en usynlig. Den æder en op!

Jeg har skrevet en sådan bog. Det er historien om Ringens skabelse, Ringens destruktive kraft gennem 14 årtusinder, samt Ringens afsløring og uskadeliggørelse. Bogens titel, RINGBÆRERENS DAGBOG, antyder at nogen (ligesom Frodo i Tolkiens ”Ringenes Herre”) har fuldendt den opgave at bære denne Ring (neutralisere den) – lige fra de tider, hvor den blev skabt, op til dens dødsstund.

Da Ringens hovedformål er at tildække menneskets bevidsthed – har bogen tre meget vigtige opgaver:  

1. At beskrive menneskets bevidsthed i detaljer.
2. Detaljeret at beskrive, hvordan menneskets bevidsthed tildækkes.
3. At følge Ringens historie og udvikling fra dens ”fødsel” til dens endeligt – inklusive en analyse af de to største værker, der er blevet skrevet om den: Wagners ”Nibelungens Ring” og Tolkiens ”Ringenes Herre”.

Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at punkt 1 og 2 udgør en slagmark, hvor skiftevis 1 og 2 er stærkest. Dette slag (set fra kunstnerens intuitive opfattelse) er selve kampen mellem det gode og det onde – et emne, der ikke kan udforskes i et universitetslaboratorium. Og dog er dette emne af overordentlig stor betydning for menneskeheden, så Gud kunne måske tænkes at have planer, som videnskaben ikke kender noget til: som f.eks. den sande åbenbaring af meningen med livet – udtrykt og beskrevet gennem f.eks. – kunst.

Denne idé indeholder og udstråler et enormt håb. Måske er det virkelig muligt at forstå livet og verden. Man skal bare vide, hvor svaret skal søges.

Det tredie emne i RINGBÆRERENS DAGBOG inkluderer også en beskrivelse af forskningsmetoden. Denne metode er utraditionel og ”ejendommelig”, men den bør ganske kort nævnes her (yderligere oplysninger er at finde i ”Et brev til elleve Nobelpristagere”): en historie begyndte at hobe sig op i mit hoved for ca. 36 år siden – en historie som jeg kun kunne anse for at være erindringer fra tidligere liv, en historie, der indeholdt så mange kulturelle oplysninger og som var så utroligt logisk sammenhængende, at den fik en antikvarboghandler i København til at sige (efter at han havde læst bogen): ”Enten har du læst 30.000 bøger, eller også har du ret”.

Wagner nævner selv reinkarnation i sit udkast til den uskrevne opera ”Die Sieger” og vender tilbage til emnet i Kundry i ”Parsifal”. På trods af at reinkarnation således nævnes i kunsten, lå der her en stor personlig udfordring for mig, idet det jeg oplevede ikke var en ”symbolsk logisk” begivenhedsrække, som vi kan finde det i f.eks. i en science fiction-roman. Det, der foregik i min bevidsthed, bar umiskendeligt præg af ganske simpelt at være min hukommelses erindringer om sammenhængen mellem nogle af vor kulturs allerstørste kunstnere, mænd som Homer, Platon, Leonardo da Vinci, Shakespeare, Mozart og Wagner. Den omtalte historie udfoldede sig spontant, idet den erklærede, at disse personer var een og samme personligheds udtryk gennem forskellige inkarnationer. Wagner selv kom denne sammenhæng ret nær, da han sagde, at han i sin kunst indbefatter Platon, Shakespeare og Beethovens verdener. Han blev anset for at være en pralhals på grund af denne udtalelse. Men hvad nu, hvis han faktisk havde ret – bortset fra Beethoven, hvor man bør læse Mozart?

Naturligvis var jeg klar over den ”fare” der er forbundet med at anvende denne fremgangsmåde i forskningsøjemed: latter, mistro, protester fra kirkens side, etc.

Men historien blev ved med at insistere på, at det lige præcis var denne måde, den ville fortælles på. Og så fortalte jeg den. Her er den – til rådighed for alle. Og den giver mening.

Denne artikel skriver jeg for læsere, der interesserer sig for Wagner. Eller – dette er den egentlige årsag – jeg blev af Wagner-tilhængere anmodet om at skrive om RINGBÆRERENS DAGBOG. Men emnet skulle også kunne interessere Tolkien-elskere samt filosoffer, psykologer, præster – og alle de, der forsker i parapsykologiske emner.

Dog – det er vedblivende Ringen, der er ”helten” – og Wagner, Tolkien, filosofi, psykologi, religion etc. kommer ind i billedet på grund af Ringen. Den dækker hele spektret, den har sine egne meninger om alt, den har noget at sige til alle livets aspekter. Og fordi jeg i min bog dækker alle Ringens detaljer, dækker bogen også mange af livets aspekter.

Gennem alle de 36 år, jeg har forsket for at færdigskrive denne bog, har jeg samtidig studeret drømmenes og myternes særlige sprog. Og når man kommer dertil, hvor man kan forstå dette sprog – som kan bruges præcis som et almindeligt sprog, som dansk f.eks. – bliver man klar over, hvor intelligent og omhyggelig en kunstner Wagner var. Intet er overladt til tilfældigheden. Hver eneste lille sidebemærkning i teksten, hver farve i orkestret, selv den mindste detalje i beskrivelsen af f.eks. scenografi og bevægelser er tilføjet af helt specielle årsager. Idag (2003) synes alle operaelskere at være enige om, at Wagners musik er vidunderlig. Men det er stadig meget få instruktører, dirigenter etc., som tager det for givet, at Wagner vidste, hvad han gjorde – også når han gav instrukser til den opførelse, han gerne ville se på scenen.

Hvis et værk som ”Nibelungens Ring” opføres i overensstemmelse med Wagners hensigt (vand er vand, et sværd er et sværd, et træ er et træ) – åbner der sig en ny verden foran os. (Dette sker ikke, hvis vandet bliver til en parkeringsplads, et sværd til et gevær og et træ til en bulldozer.)

Denne verden er det indre menneskes magiske verden, den verden, der har at gøre med vor bevidste og ubevidste kamp for Lyset mod Mørket – og i Wagners terminologi har alle mennesker et guddommeligt jeg (et ”gudelag”) såvel som et vist antal ”hverdags”-bevidsthedslag.

Ringen angriber det hele – fra oven og nedefter, fra det guddommelige selv til den almindelige hverdagsadfærd – fra gudelaget til det almindelige dagliglivs bevidsthedsniveau. Hvis vi sammenstiller Wagner og Tolkien, udvides perspektivet på forunderlig vis. Kunne det være den samme ring, vi har med at gøre? Hvilke paralleler kan vi finde – selvom Tolkien personligt erklærede, at der ingen ligheder var, bortset fra at begge ringene var runde?

Lad os se engang:

1	Tolkiens værk består af et ”forspil” (Hobbitten) og tre hovedbøger (Eventyret om Ringen, De to Tårne, Kongen vender Tilbage).
	Wagners værk består af et ”forspil” (Rhinguldet) og tre hovedoperaer (Valkyrien, Siegfried og Ragnarok).
I begge værker:
2	Ringens skaber fremstiller den for at anvende den i det ondes tjeneste, med henblik på at kunne gøre noget til egen fordel (det samme er tilfældet med Gyges ring, som Platon fortæller om i ”Staten”). Således er både Ringen og dens skaber Mørkets repræsentanter.
3	Begge skabere (Alberich i Wagners værk og Sauron i Tolkiens roman) mister Ringen snart efter dens skabelse.
4	Ringen kan kun neutraliseres ved at blive kastet tilbage i det element, hvorfra den stammer (Wagner: vand, Tolkien: ild).
5	Ringen er tilsyneladende herre over den person, der bærer den – og den ønsker at komme højere og højere op for at kunne være der, hvor den allermest magtfulde person befinder sig.
6	På denne måde ønsker den dels sin egen undergang (uden at være sig dette bevidst), fordi den er så ond, at den ønsker at opæde den person, der har skabt den. Som en mistelten i et stort træ, hvor det er misteltenens plan at skære træet ned for at blive enehersker. Eller som i historien om konen i muddergrøften, som vil være Gud og derfor havner i grøften igen.
7	Tolkien: hvis du tager Ringen på, bliver du usynlig.
	Wagner: forbundet med Ringen findes en ”dølgehjelm”, som kan gøre en usynlig eller forvandle ens skikkelse.
8	Tolkien: i ”Hobbitten” har Bilbo og Gollum en gåde-kappestrid med livet som indsats.
	Wagner: i ”Siegfried” indgår Wotan og Mime en lignende kappestrid med deres liv som indsats.
9	Tolkien: dragen Smaug ligger på en bunke guld og ædelstene.
	Wagner: dragen Fafner ligger på en bunke guld og ædelstene.
10	Begge værker handler om godt og ondt i helt store dimensioner – ikke blot om en banal fejde mellem sympatiske og usympatiske mennesker.
11	I ingen af værkerne nævnes den eneste, overordnede Gud – men han eksisterer helt klart – over Wagners guder finder vi det etiske princip de evige love – og det samme kan siges om Tolkiens værk.
12	Ringens undergang markerer slutningen på en gammel verdensorden og starten på en ny.

Nuvel – nogle af disse paralleller har måske kun marginal betydning. Men selvom vi fjerner nogle af dem (dragerne, værkernes opdeling i fire afsnit), og siger, at dette enten er tilfældigheder eller noget, vi finder i tusinder andre historier – er der alligevel nogle betydningsfulde paralleler tilbage. Og den historie, som jeg var i stand til at opbygge (begivenhedsforløbet gennem 14.000 år, Ringens levetid), får alle disse paralleler til at passe sammen med et forbløffende resultat: Wagner og Tolkien fortæller om virkelige historiske personligheder og virkelige historiske begivenheder.

Naturligvis kunne ingen af dem have forestillet sig dette endsige have taget det i betragtning, mens de skrev deres værker. Tolkien understreger endda på det stærkeste sin uvilje mod de allegorier, der kan skabes med henvisning til hans bøger.

Men hvordan ville Tolkien selv forklare disse paralleller? En psykolog ville nok hævde, at begge kunstnere trak på deres ”kollektivt ubevidste”.

Nuvel – definér dette!

RINGBÆRERENS DAGBOG fortæller således en historie om en række begivenheder, der starter for ca. 14.000 år siden på Atlantis (jfr. Tolkiens ”Numenor” i ”Silmarillion”). Bogen fortæller hvordan Ringen blev smedet; vi følger de personer, der blev inddraget i dens mønster (”ringbærergruppen”) – og i henvisningerne til Wagners Ring og Tolkiens store roman kan disse ældgamle begivenheder findes beskrevet i kunstværker – tusinder af år senere. Forbindelsen mellem virkelige begivenheder og kunstværker ødelægger hverken perspektivet eller glæden ved at læse eller lytte til værkerne. Tværtimod: værkerne står frem i en endnu mere forbløffende storhed, end det allerede var tilfældet. I Wagners tilfælde forklarer den ældgamle historie en masse omkring handlingsmønstret, persongalleriet og symbolikken i ”Nibelungens Ring”, og det bliver endnu mere tydeligt, at et træ bør være et træ (osv.). For i myternes og drømmenes sprog er disse detaljer vigtige. Prøv blot at lytte til disse to ”udgaver” af samme ”drøm”:  

1. ”Jeg svømmer under vand, og alligevel kan jeg trække vejret. Nogle havfruer beder mig lede efter deres forsvundne guld.”
2. ”Jeg vader gennem kloakkerne under en stor by. Tre prostituerede beder mig hjælpe dem med at finde en taske fuld med penge, der er blevet stjålet fra dem.”

Den første version handler om en person, der træder ind på sit eget følelsesmæssige niveau, hvor han er i stand til at trække vejret (hans følelser tager ikke magten fra ham). Nogle ægte, naturlige, erotiske aspekter (havfruerne) opfordrer ham til at genfinde den ægte erotiske kontakts smukke værdier.

Helt bortset fra lys- og farveskalaen, åbner denne fortolkning op for hele den involverede persons historie: hans fortid, hans nutid, hans fremtid.

Udgave nr. 2 er ”bare en historie”, hvis den bliver iscenesat – den er tragisk, og farverne er grimme – præcis som i en ganske uinteressant andenrangs-film. Hvis den fortolkes som en drøm, er drømmen meget fjernt fra nogen form for ægte værdier. Og at hjælpe prostituerede med at finde en stjålen taske giver ingen løfter om et harmonisk liv for fremtiden.

På indeværende tidspunkt vil jeg sige noget, som det er mig meget magtpåliggende at gøre så klart som overhovedet muligt. Selvom jeg føler mig noget usikker m.h.t. om det vil være mig muligt blot i få ord at forklare præcis, hvor vigtigt det er. Og læsere som ikke ved særlig meget om opera – eller som måske ikke rigtig er interesserede i opera – vil måske vælge at springe dette afsnit helt over. Men lad venligst være med at gøre det – prøv at lytte med tillid til mig, mens jeg prøver at forklare:

Hvis musikken er komponeret til at samstemme med eksempel nr. 1 – så gør man vold på musikken, budskabet, komponisten, på selve begrebet kunst og følgelig også på den mulige forbindelse med Gud-der-står-bag-det-hele, hvis man iscenesætter som i eksempel nr. 2.

 

Et eksempel: Jeg overværede fornylig i København en opførsel af Wagners ”Tristan og Isolde”. Hvad kærligheden angår, står denne opera af Wagner på samme niveau som Shakespeares ”Romeo og Julie”. Disse to værker er muligvis de ædleste og mest dybtfølte skildringer af kærlighed i hele vor samlede kultur. Wagner agtede at rejse et monument til ære for kærligheden, og teksten, handlingen og musikken skildrer en form for kærlighed, som er udødelig – kærligheden mellem to mennesker der elsker hinanden så meget, at de betragter sig som værende eet menneske. De føler, at de aldrig rigtigt har været borte fra hinanden, og at de aldrig vil skilles – siger teksten, musikken og sceneanvisningerne. End ikke døden kan skille dem.

I den udgave jeg overværede i København var ethvert spor af kommunikation og kærlighed forsvundet. Ingen af de optrædende var i stand til at nå ind til de andre personer, de ”kommunikerede” udelukkende med deres ”illusion” omkring ”indbildt kærlighed”. Opsættelsen havde karakter af et mareridt, og Tristan og Isolde rørte aldrig ved hinanden, de så aldrig hinanden tillidsfuldt i øjnene, de hverken følte eller gav udtryk for nogen kærlighed overfor hinanden – kun overfor ”kærlighedens falske illusion”.

I denne udgave er iscenesættelsen i strid med tekst, musik, komponistens tanker, hans skrifter, breve, regi-bemærkninger, osv. osv. Resultatet er, at kunstens evne til at fortælle os om skjulte sandheder, der angår kærligheden, døden, Gud og evigheden – går fuldstændig tabt. Det eneste, vi så sidder tilbage med, er en eller anden instruktørs idé om, at han er mere interessant end Wagner – og at instruktørens opfattelse, at kærligheden er en illusion, er mere interessant end Wagners erklæring: kærligheden eksisterer så sandelig – men det er livsforholdene på jorden, som gør det utroligt vanskeligt at ære den, som den bør æres.

Mit bud er: gennem århundrederne har Ringen forårsaget et sådant rod i de menneskelige værdiers hirarki, at denne form for regi lader til at være den foretrukne, fremfor den som komponisten har planlagt.

Ringen – hvorfor Ringen??? vil nogen måske spørge. Hvilken inflydelse har Ringen på ting som film-regi og iscenesættelse af operaer?

Svaret er: Ringen er overhovedet ikke interesseret i film eller opera. Dens hovedinteresse er at gøre os allesamme ensomme og deprimerede, og derfor stiler den imod at ødelægge enhver form for kommunikation mennesker imellem, som kunne pege henimod, at vi ikke er alene. En instruktør som ham, der står bag den omtalte iscenesættelse af ”Tristan og Isolde” er ikke klar over, at operaen er iscenesat af Ringen. Han ville sikkert bare blive sur, hvis nogen fandt på at fortælle ham, at han ikke burde vende op og ned på Wagners tanker.

Der er Ringen, der er skurken. Alberich og Sauron er sekundære forbrydere i forhold til den. Ringen vil også æde dem – hvis det lykkes for dem at få den tilbage.

SÅ HVAD (HVEM) ER RINGEN?

Wagners ”Nibelungens Ring” giver den mest præcise skildring af Ringens skabelse – gennem et meget enkelt udsagn: for at finde den opskrift, der gør en i stand til at smede Ringen, må man give afkald på kærligheden. Alberich forbander så kærligheden og skaber Ringen. Det at ”give afkald på kærligheden” er for ham kun en biting. Han kan altid tvinge sig adgang til sex, som han siger – idet han allerede glemmer, at det var kærlighed, det drejede sig om, ikke sex. Så han kan ikke overskue følgerne af Ringens skabelse.

Hvor som helst, der er kærlighed at finde, vil Ringen uomgængeligt gå til angreb:

1. I kommunikationen mennesker imellem (fordi kommunikation fører til venskab, og venskab er allerede en form for kærlighed.
2. I kommunikationen kønnene imellem (dette giver sig selv).
3. I kommunikationen mellem komponenterne i en familie (fordi kommunikation mellem blot to personer i en familie – vil føre til venskab eller til tanken om muligheden for en dybtgående harmoni mellem mand og kvinde).
4. I forbindelsen mellem Gud og menneskeheden (hvis kommunikationen ikke bliver saboteret, vil det fremgå med stigende tydelighed, at Gud elsker os, og at problemerne på jorden er noget, vi selv har skabt. Hvis Ringen angriber vor forbindelse med Gud, bliver Gud derimod lig en ukærlig forælder (se punkt 3) – en, der ofte er vred eller lunefuld eller en, som evt. kunne fostre den tanke, at et stort antal mennesker burde havne i helvede.)
5. Idet Ringen beslutter, at kærlighed ikke er noget, man skal beskæftige sig med, fremsætter den et alternativt forslag: hvorfor ikke bruge destruktion konstruktivt? På denne måde får ”de gode” tilladelse til at gå i krig mod ”de onde” – således at krig bliver et brugbart værktøj i hænderne på ”dem, der er gode”.
6. Resultatet er opbygningen af et samfund, hvor størstedelen af energien bruges til at opbygge og vedligeholde en hær.
7. Ringen foreslår, at vi skal opføre os, som ”de gode” ville opføre sig – for at føle os sikre – for at ”ophæve ensomheden”. Følgelig opbygger vi en maske, et adfærdsmønster – der er anderledes end vort egentlig jeg – vi bliver usynlige.

Ringens overordnede anti-kærlighedsidé er den allerede nævnte: destruktion kan anvendes konstruktivt. Man kan endog være hensynsfuld og ”kærlig”, idet man anvender dette adfærdsmønster: ”Det er for landets eget bedste, at vi bombarderer det.” (Istedet for at anvende det samme beløb, som hæren kræver – til at komme til forståelse eller til en sand kommunikation.)

Dette Ringens ”kærlighedsbegreb”opstår, idet man smeder den – det er dens læst, dens formel, dens essens. Den reelle destruktion af kærlighedens er en del af dens skabelsesproces. Og den rager helt op til himmelen, den får sin energi fra et ganske enkelt udsagn:

”Over dødsgrænsen findes evig kærlighed.”

Selve denne idé er en af grundstenene i alle religioner og kulturer. Hvis alt andet slår fejl, kan man finde håb og trøst i tanken om, at de evige verdener ”på den anden side af dødstærsklen” indeholder evigt varende værdier som kærlighed, omsorg, retfærdighed og harmoni.

Men hvis man forbander kærligheden, kan den ovenstående sætning forvrides på følgende måde:

              Over dødsgrænsen findes den evige kærlighed.

1. vridning: For at nå den evige kærlighed, skal man passere dødsgrænsen.
2. vridning: Gennem dødens port når man direkte til den evige kærlighed.
3. vridning: Døden fører direkte til den evige kærlighed.
4. vridning: Døden er en betingelse for at opnå den evige kærlighed.
5. vridning: Kærligheden medfører døden.

Den oprindelige sætning er blevet til sin egen selvmodsigelse – Ringen er opstået. På grund af denne oprindelige sætning, der stadig er indeholdt i Ringen (omend i fordrejet tilstand), vil denne med stor autoritet hævde, at den er i direkte kontakt med Gud. Dens selvtillid er af ”guddommelige proportioner”–  på en måde tilbeder den sig selv. Og den har stærke-forbundsfæller: tanken om, at destruktion kan bruges konstruktivt er blevet stadfæstet af Kirken, som har valgt at betragte Jesu død som vejen til frelse – istedet for at anse Jesu liv som vejen til frelse – og hans død som en tragedie – en pinlig realitet at se i øjnene for menneskeheden.

”Hvis du vil finde dig selv, må du ødelægge din maske” er blevet forvredet til: ”For at finde dig selv, må du opgive dig selv”.

I ”Nibelungens Ring” skildrer Wagner hvordan selv menneskets øverste bevidsthedslag er påvirket af forgiftningen: i begyndelsen af ”Rhinguldet” begår guden Wotan een fejltagelse: han lover kæmperne Fasolt og Fafner, at de skal få kærlighedsgudinden Freja som løn for at bygge Valhalla. Rent faktisk var det slet ikke Wotans hensigt at inddrage Freja i handelen; han ønskede blot at vinde mere tid, mens han fandt frem til andre betalingsmidler. Disse kommer nu til ham – i form af Ringen – og kæmperne får så denne (blandt andet) istedet for Freja. Så nu er Ringen blevet sluppet løs.

Wotan indser sin forfærdelige fejltagelse – og i resten af ”Nibelungens Ring” er han den eneste, der virkelig med sikkerhed ved, at man ikke kan bruge destruktion konstruktivt.

Gennem skildringen af de personer, som uheldigvis gør dette alligevel – kommenterer Wagner den verdensorden vi kender fra vort dagligliv her på planeten:

Siegmund truer med at slå sin elskede og deres ufødte barn ihjel, hvis han ikke kan få lov til at være sammen med hende hele tiden. Han bruger døden som et middel for at opnå kærligheden – og er dermed ude af sagaen.

Brünnhilde, Wotans datter, hjælper Siegmund p.g.a. denne trussel – og mister derved sin guddommelighed. Hun bliver ”blind” – Ringen lukker hende inde i form af en flammemur.

Som følge af hendes ”accept” af Siegmunds måde at bruge døden til at opnå noget på – beordrer Brünnhilde tilsidst endog sin elskede, Siegfrieds, død – idet hun bekræfter Ringens mekanisme: kærligheden medfører døden.

Siegfried misbruger sit sværd to gange – han bruger destruktion for at genetablere ”harmonien”. Således underskriver han sin egen dødsdom.

Og alt dette, hele denne elendighed, er Ringens værk – ikke hverken Alberichs eller Wotans fortjeneste.

 Til slut, da Brünnhilde står overfor Siegfrieds død – forstår hun. Og hun går gennem flammerne – ud af den gamle verdensorden og ind i den nye. Den gamle verden falder sammen, og også Wotan ”går gennem ilden”: han nedbrænder frivilligt sin gamle verden.

I RINGBÆRERENS DAGBOG har det været muligt detaljeret at skildre, hvordan Ringens tankemønstre påvirker vort samfund og os selv – vores verdensorden. Som en kontrast hertil påpeger de vidunderligt positive slutninger på Wagners Ring og Tolkiens ”Ringenes herre”, at der findes nogle kunstnere, som har set slutningen på den nuværende ”Ring-dominerede” verdensorden, hvor det stadig er ”OK” at bruge destruktion konstruktivt.

Ringen ville sige: ”Mennesket vil aldrig ændre sig, krig vil altid eksistere.” Men kunstnerne ser det fra en anden synsvinkel – meget henad det dejlige dobbelt-citat: 

Eller: den dag er ikke fjern, da hele menneskeheden vil forstå, at krig (etc.) aldrig har ført og aldrig vil føre til noget som helst godt.

Når den dag oprinder, vil mange ”templer”, mange ideer om investering miste fodfæstet, og for mange mennesker vil ”en gammel, velplejet tankegangs sammenbrud” føles som ”Ragnarok” (dog måske uden den fortrøstningsfulde atmosfære fra ”forløsningstemaet”, som afslutter værket): det at miste sin maske, således at man atter bliver synlig – gør ondt! Alle de investeringer, man har foretaget (økonomisk, følelsesmæssigt, osv.) og anbragt på den gamle verdensordens alter vil vise sig at have været omsonst. Et spild. Og at indse dette er meget smertefuldt. Det ”brænder en op”.

Hvis man tilføjer Tolkiens visioner til Wagners, udvider perspektivet sig og bliver nærmest bjergtagende. Lad mig kort nævne, at den ene Ring fra Wagners værk bliver til et ringsystem i Tolkiens roman.

Tre elverringe, syv dværgringe, ni ringe til dødelige mennesker – en Ring til at herske over dem alle.

Hvis man studerer dette ringsystem nærmere, vil man opdage, at det stemmer overens med matematikken, selve frekvenserne i menneskets bevidsthed. Det ville kræve en selvstændig artikel af forklare selv i korte træk, at menneskets bevidsthed, når den ses med ”klarsyn”, består af syv ”grundprocesser”, kaldet ”chakraer” (fra sanskrit), og disse processer har følgende frekvenser: 4, 6, 10, 12, 16, 96, 960 + 12.

Ring-kombinationen af 1, 3, 7, og 9 ringe kan ved enkle sammenlægninger (slægtskab mellem de destruktive tankemønstre) dække over de første fem chakraer. De tiloversblevne to dækkes også, idet de opstår gennem kombinationer af de første fem bevidsthedslag (chakraer).

Som nævnt skildrer RINGBÆRERENS DAGBOG menneskets bevidsthed (som forresten ved hjælp af drømmesproget kan ses i modelformat i Cheops-pyramidens gangsystem).

Bogen skildrer også Ringens evne til at tildække denne bevidsthed. Og at se og afsløre Ringen er at afmystificere og i sidste ende uskadeliggøre den.

En ny verdensorden er ved at gry: lyt med stor opmærksomhed til luften – selve verdens måde at tænke på er ved at ændre sig: krig er ikke længere hverken ærværdigt eller nyttigt. Nogle politikere synes stadig dette – men lyt efter en ekstra gang: de er et mindretal, og deres tal er i tilbagegang.

Peter Kjærulff

August 2003

Op til Toppen