Enkelt Aften Kurser
|
ENKELT ARRANGEMENT MED 2 FOREDRAGSHOLDERE (5 timer) Ægyptologen Torben Holm-Rasmussen fortæller med lysbilleder om pyramiden, som den opfattes af den klassiske ægyptologi. PKs tekst følger her:
|
Ifølge gængs arkæologi er de store pyramider ved Giza 3 gravmonumenter, som 3 faraoer har bygget over sig selv. Denne teori indebærer, at de mesterarkitekter, der har skabt dette ene af verdens 7 vidundere – også var vægelsindede – i hvert fald hvad Cheopspyramiden angår. De vidste åbenbart ikke, hvor ”kongen skulle begraves” og lod visse kamre og gange være ufærdige. Forfatteren Peter Kjærulff har en anden teori. I ”Ringbærerens Dagbog” fortæller han, at man jo kunne antage, at Cheopspyramiden er bygget ufærdig med vilje. Hvis dette er tilfældet, kan man fortolke pyramidens gangsystem ved hjælp af drømmesprog, og så bliver bygningen til en model af menneskets bevidsthed. Men dette giver dén historiske udfordring, at de gamle ægyptere vidste, hvordan menneskets bevidsthed er bygget op. PKs teori følger de oplysninger, vi på nuværende tidspunkt ligger inde med rent videnskabeligt/arkæologisk. Men hans idé tydeliggøres af en erindring, han oplever, at han har, hvor han som ung præsteelev – for ca. 8000 år siden – kravler helt alene gennem pyramidens gangsystem. Pyramiden er – set på denne måde - et ”indvielsestempel”, en ”psykologisk labyrint” efter drømmesprogets opskrift. (se også ”a letter to the Discovery Channel") | |
|
|
||
| INTRODUKTION TIL RICHARD WAGNER | Er det svært at lytte til Wagner? Nogen synes det, andre har ingen problemer. Men når talen falder på Wagner, dukker der øjeblikkeligt en mængde spørgsmål op – f.eks. disse: ”skrev han svulstig og larmende musik?”, ”var han forfærdelig som privatperson?”, ”var han nazist?”. Svaret på alle 3 spørgsmål er naturligvis NEJ – tvært imod. ”Jamen hvorfor taler man så altid om dette, og er Wagner-tilhængere ikke fanatikere?” Ja det er jo et godt spørgsmål og det – samt de andre spørgsmål - vil vi forsøge at besvare på denne introduktionsaften. Som også tager sig af det aller vigtigste: Wagner har skrevet en mængde vidunderligt fascinerende musik til spændende mytologiske og dybdepsykologisk vedkommende tekster. Og når man først hører musikken og får dens ide beskrevet, er der ingen vej udenom – man må høre mere – og man tænker: den, der ikke kan lide Wagner, kan ikke have hørt ordentligt efter. | |
|
|
Week-end Kurser og længere kursus forløb
| Musikkens 3 store B´er har andet til fælles end forbogstaverne. Over dem alle hviler der en solid atmosfære af ro, af en dyb urokkelig tillid til livet. BACH og BEETHOVEN var begge kulminatorer og fornyere: mægtige porte fra en gammel til en ny verden. BRAHMS var ”bevareren”. Han stod billedligt talt på Bachs skuldre, og fra ham udgår der en sær uudgrundelig varme. Som personligheder var de alle tre – hver på deres måde – gemt bag en skal, men musikken røber deres sande væsen: BACH formåede med alle sine dramatiske klangforløb og sin mesterlige musikalske arkitektur at sætte Gud og mennesket i nærmest direkte forbindelse med hinanden. BEETHOVEN var en elskelig idealist med et vanskeligt væsen, en banebryder, der – på trods af sin skal - fik sat mennesket, kunstneren i centrum: symfonikeren, der forvandler klaveret til et enmandsorkester. BRAHMS tilsatte sine tidløse, klassisk strukturerede mesterværker elementer af menneskevarme, humor og zigeunerfolkelighed. Han udråbtes af Robert Schumann til den tyske musikkulturs forløser, og blev dermed centrum i konflikten mellem Brahms- og Wagner-tilhængere. På trods af dette komponerer Brahms om en verden, der står urokkeligt på sit fredfyldte, gyldne fundament. | ||
|
EN VANDRING GENNEM MENNESKETS BEVIDSTHED |
Hvem er vi? Hvad er bevidsthed? Er vi overhovedet udødelige eller hvad? Dette kan der gives et ganske klart svar på gennem beskrivelsen af de 7 bevidsthedslag, gennem hvilke mennesket oplever verden: fra den fysiske virkelighed – over instinkter, følelser, dagligdag, psykosomatiske sammenhænge og drømme – til parapsykologiske fænomener og åndelige verdener. Det viser sig, at bevidstheden er vidunderligt logisk – og fundamentalt pålidelig: livet er livgivende, og meget kan forklares. Men for at nå frem til at forstå, hvordan menneskets bevidsthed er bygget op, er man nødt til at lytte. Man kan forske i psykologiske statistikker og finde meget spændende materiale her – men man kan også lytte til kunst, specielt til klassisk musik – for i musikken har komponisten sat et aftryk af sin egen bevidsthed. Og ved at sammenligne store intuitive mestres beskrivelse af mennesket – på denne måde – går det hele op: mennesket er kortlagt, og hvis man tør høre efter, hvad vise mennesker beskriver i deres kunst, kan man tyde kortet. |
| EN VANDRING GENNEM MENNESKETS BEVIDSTHED 2 |
7 foredrag, der uddyber detaljer og besvarer spørgsmål. Studiet af menneskets bevidsthed er så omfattende, at man kan følge alle mulige sidespor, samtidig med at ens liv egentlig ændres i samme tempo som man fatter bevidsthedens lovmæssigheder. Vi kommer på vandringen forbi forskellige bevidsthedsmodeller: Freud, Jung, den videnskabelige psykologis, den tibetanske og den hinduistiske. Disse modeller sammenlignes med den bevidsthedsmodel, vi kender fra eventyr og myter som beskrevet på kursus 1. Det helt centrale i myterne er vandringen gennem bevidsthedens landskab og de store spørgsmål denne vandring afføder: hvad er forholdet til vores egen barndom, hvilken værdi tillægger vi Gud, og hvad vil det sige at tage sit liv op til revision? Ifølge eventyrmodellen støttes vi indefra til at vandre mod ”det gode, det sande og det skønne” (Platon), og myterne og bevidstheden selv viser os, hvordan. |
|
| BEETHOVEN: FIDELIO |
Beethovens eneste opera kaldes ofte en revolutionsopera, fordi fanger slippes løs og en ond overmagt sættes på plads og belæres. Men egentlig deltager Beethoven her i et kunstnerisk budskab, vi finder i gennem flere århundreders musik: skildringen af ondskab og dennes modstykke, den uselviske vilje til det gode. Hvad der derimod er særligt karakteristisk for Fidelio, er den elskelige skildring af det ideelle parforhold, hvor begge parter er parate til at gå igennem hvad det skal være for at komme hinanden til undsætning. Operaen er egentlig en kvindelig udgave af Orfeus-historien, hvor Leonore her hos Beethoven satser sit liv for at udfri sin Florestan af fangenskabet. Beethoven var ikke den store scenedramatiker på linie med f.eks. Wagner, Puccini, Strauss eller Verdi, men hans varme indføling i de forskellige personer skaber til gengæld så megen skøn musik, at Fidelio er en opera, man ikke kan andet end elske. |
|
| BRAHMS | Brahms hører til de komponister, man ikke kan få nok af, hvis man først opdager ham. Som det er tilfældet med Wagners musik, åbner der sig ukendte verdener hos Brahms, hvis man først får lukket op for ham. Det vil vi så gøre på dette kursus, der fortæller denne muntre og sørgmodige, grovkornede og elskelige komponists personlige historie – samtidig med at det dykker ind i hans mægtige univers, hvis klang rummer en særlig gylden glød. Brahms kunne komponere melodier, hvis skønhed bygger på Bachs sans for den ultimativt harmoniske form – samtidig med at en helt særlig romantisk følsom og uudgrundelig nuancerigdom gør disse melodier til eksempler på, hvordan man kan ”omfavnes af musik”. At fatte Brahms er det samme som at forstå, at der ikke er noget at være bange for i denne verden. | |
| BRUCKNER / MAHLER | Disse to store orkestermalere fra senromantikken og begyndelsen af det 20. Århundrede har det til fælles, at de næsten udelukkende komponerede for stort symfoniorkester. Ellers er de egentlig så forskellige, at de sætter hinanden i relief: Bruckner brugte sit orkester til at bygge mægtige klangkatedraler til Guds ære, og at vandre igennem en Bruckner-symfoni eller et af hans korværker, er det samme som at få fornyet sin tro på alt det gode i mennesket. Mahler oplevede mange personlige følelseskampe, og disse var han i stand til at nedfælde i lyd i de mest minutiøse detaljer. Mahler tager derfor hver gang tilhøreren ud på en krævende, men frugtbar rejse gennem menneskesindets og følelsernes mange hårnålesving. For så vel Bruckner som Mahler gælder det, at de kunne få et orkester til at frembringe så pragtfuld en lyd, at man egentlig blot kan læne sig tilbage og labbe klangene i sig. | |
|
|
Maria Callas er/var meget mere end blot en stemme. At hun for eftertiden er blevet til en institution, et ikon og en myte, skyldes hendes kolossale formåen såvel sangligt som udtryksmæssigt. De personer, hun portrætterer i sine roller, træder lyslevende frem for os på scenen – ofte afslørende nuancer i deres psyke, som ingen har set eller hørt før Callas. Man kan måske tænke, at en hel week-end med den samme sanger er for meget, men med Callas er der tale om mindst 40 forskellige personer i roller fra alle operarepertoirets genrer. Maria Callas er lyrisk sopran, dramatisk sopran, koloratursopran, mezzosopran og undertiden næsten alt. Hun kan synge alt fra Rossini over Beethoven til Wagner, og inden for den korte karriere, hun havde rent sangligt, dannede hun sammen med pladeselskabet EMI grundlaget for, hvad EMI kaldte et ”operabibliotek”. Mange værker indspillet af Callas er de første overhovedet af den pågældende opera. Hun lod os opdage hidtil skjulte sider hos ”belcanto-komponisterne” Rossini, Donizetti og Bellini – samtidig med at hun afslørede nye uopdagede karakterdybder i personerne hos f.eks. Mozart, Cherubini, Mascagni, Verdi og Puccini. |
|
| Hvordan betror man sine inderste oplevelser til klaveret? Svaret på dette foldede sig i 1800-tallet ud med en romantisk intensitet, vi hverken har hørt før eller siden. Dengang var man ikke bange for at vise følelser. Begrebet ”den følsomme mand” får en helt ny dimension, hvis man kobler dette at turde stå ved sin egen følsomhed sammen med ægte maskulinitet. Kurset starter med en slags historisk skovtur til 1830´ernes Paris, hvor vennerne Chopin, Liszt, Mendelssohn og Berlioz var den musikalske kerne i de kunstneriske saloner. Chopin med sin indadvendte poesi – og Liszt med sin formidable udadvendte kraft – de to banede veje for et klaverudtryk, hvis ekko når langt op i det 20’ de århundrede. I sine senere år trak Liszt sig ind i sig selv, blev abbed og komponerede dybt filosofisk og religiøs musik. Før sin alt for tidlige død nåede Chopin at forandre begrebet ”klaver-klangfarver”, således at intet mere var, hvad det var før ham. Som et drejepunkt, som en musikalsk kontaktformidler står den sensitive gigant Robert Schumann. Med sine sange, symfonier, klavermusik og kammermusik slår han bro mellem århundredets forskellige genrer, ideologier og følelsesudsving | ||
| DANTE OG MUSIK |
Dantes overvældende digtning ”Den guddommelige Komedie” er et af vor kulturs hovedværker. Værket har den position og den kraft, det har, fordi det fungerer på flere forskellige niveauer. Øverst en spændende beretning om en vandretur gennem et væld af fantastiske, billedmættede tableauer: møder med mennesker, der befinder sig i Helvede, i Skærsilden eller i Paradis. Under dette lag er historien en nøgleroman om Dantes samtid (slutningen af 1200 tallet, begyndelsen af 1300 tallet), og dybest nede en dybdepsykologisk forskningsvandring i sjælens inderste gemmer: fortællingen bliver til en myte, og vi genkender drømmesprogets hudløst ærlige billedunivers. Flere af de klassiske komponister har ladet sig inspirere af Dante. Foredrags-aftenen præsenterer tilhøreren for musik af Tchaikowsky, Rachmaninoff, Liszt, Monteverdi og Puccini. |
|
| DEBUSSY og RAVEL | Musik i farver, findes det? Svaret må være et dobbelt ja, når det drejer sig om disse to komponister. Selvom deres tonesprog kan siges at ligge tæt op ad hinanden (som Mozarts op ad Beethovens) er de dog (som Mozart og Beethoven) totalt forskellige i deres udtryk og i deres verdener. Debussy er så decideret ”fransk maler”, mens Ravel ligger tættere på spansk folklore. Debussy søgte indad i de sarteste følelsesnuancer – som i operaen Pelléas og Mélisande – mens Ravel snarere søgte udad i forsøg på at sprænge rammerne tonalt og rytmisk. De supplerer hinanden og det giver mening at fortælle om dem under et. De skabte en helt ny musik fortælleform – en lydbilledverden med et væld af kraft, nuancer og overgange. | |
| DIE TOTE STADT |
Operaen Die Tote Stadt af Erik Wolfgang Korngold
(1897-1957) er ifølge Peter Kjærulff et alt for sjældent hørt
mesterværk. Korngold, der var født i Brno var vidunderbarn, pianist og
komponist (Mahler forventede sig meget af ham), et sprudlende
musiktalent, der komponerede lige så let, som vi andre skriver et brev.
Med denne opera markerede han sig for den virkelig operainteresserede på
landkortet med overordentlig kraft. Musikken er stærkt suggererende,
vidunderligt sangbar og ind imellem opfindsomt kompliceret (guf for den
detaljesøgende). Det svære kan være, at musikken ind imellem er så let
tilgængelig, at man opfatter den som forløber for den Hollywood
filmmusik, Korngold senere skulle komme til at skrive (”Deception”,
”Captain Blood”, ”The Sea Hawk” etc.). Da Leinsdorfs fabelagtige
indspilning med Carol Neblett og Rene Kollo udkom, kaldte Hansgeorg Lenz
den for en ”supersvulst”. Tør man dykke ned i værkets
klangoverflødighedshorn, lukkes der imidlertid op for en psykologisk
meget præcis handling om et menneske, der har mistet sin hustru og som
derfor reelt er ”død for verden”. En ny kvinde kommer ind i hans liv, og
han skal så hele vejen igennem alle mulige mareridtagtige visioner for
endelig at turde give sig livet i vold. Pragtfuldt værk.
|
|
| DRØMMESPROG, MYTESPROG OG KLASSISK MUSIK 1 | Det er vigtigt, når man beskæftiger sig med drømme, at forstå, at drømme er et sprog. Sandt nok: dette er ikke almindeligt anerkendt, men hvis man via klassisk musik øver sig i at lytte til drømmene, i stedet for at forsøge at fortolke dem intellektuelt eller ud fra en eller anden filosofi – så fortæller drømmene selv, hvordan deres sprog er opstået. Så bliver det klart, at drømmene er ”ansat” af vores overbevidsthed, vores ”sande jeg”, samt at drømmene løbende fortæller os, hvad vores overbevidsthed observerer. Ideen om, at der findes en instans i mennesket – en udødelig bevidsthed – der ved bedre end den begrænsede dagsbevidsthed, henføres normalt til den religiøse del af vores verdensfilosofi. Det kan absolut siges, at der her omtalte perspektiv er i samklang med alle store religioners ide om Guds eksistens – dog er drømmesproget samtidig helt nede på jorden i sin eventyragtigt ”enfoldige” jordnærhed: en spade er en spade, og en kost er ikke et phallossymbol, men noget, man fejer gulvet med. | |
| Er der mon nogen, der tør gå ind i deres egen bevidsthed? Ikke alle rækker hånden i vejret, måske – eller måske med nogen forsigtighed. For hvem skal vejlede os, hvis vi drister os til at begynde at kigge indenfor i gamle skabe og skuffer, i anvendte og uanvendte evner, i fremtidsmuligheder, der venter os med længsel eller for hvilke, der først skal banes en vej? Svaret er enkelt: drømmene vejleder os. For drømmene har forbindelse med et indre overblik (se tekst til kursus 1), der ikke alene ved, hvor pragtfuldt et menneske, vi er, men også ved, hvordan man bærer sig ad med at få det pragtfulde frem. Den store udfordring er, at man er nødt til at se sig selv absolut sandhedskærligt i øjnene. Og det kan være hårdt, hvis man f.eks. har brugt 20 år af sit liv på at fortælle sig selv – og demonstreret det i praksis – at man ikke er noget værd. Individuationsprocessen (at finde sig selv) kan tage mange år, og den kan ikke komprimeres til en week-end. Men på et kursus som dette kan vi tegne en model af vandringen mod lyset. På begge kurserne illustreres drømmesproget med klassiske musikeksempler | ||
|
Rossini: Barberen i Sevilla Mozart: Figaros Bryllup R. Strauss: Rosenkavaleren Det er både spændende og givende at udforske forskellige komponisters udgaver af det samme emne. Den festlige og populære operafigur Figaro optræder f.eks. både hos Mozart og hos Rossini, og de to komponisters operaer hænger oven i købet handlingsmæssigt sammen – en fortsat historie af franskmanden Beaumarchais. Rossinis skæg og ballade tilsættes rokokoskønhed hos Mozart, og Richard Strauss har i beundring for Mozart og for rokokoen lavet ”operaen, der kan få enhver til at elske opera”. Inspirationskilden er helt klart Figaros Bryllup, og selvom personen Figaro ikke optræder hos Strauss, er Rosenkavaleren fyldt med den slags personer, vi finder hos Mozart: sand adel, ægte humor og knivskarpe persontegninger. Herlige emner og vidunderlig musik i tre forskellige indpakninger. |
||
| HJEM, BØRN, KÆRLIGHED OG PARFORHOLD | Ved hjælp af den klassiske musik tegnes et billede af de ideer, man igennem tiden har haft af til de i overskriften nævnte begreber. Som man vil forstå, er der meget at sige, og mange, mange musikværker kredser om disse emner. Der har igennem århundrederne været nogenlunde enighed om, at et hjem er noget helligt og at partnere bør være hinanden tro samt være kærlige ved deres børn. Det virker nærmest, som om de store komponister har sat sig for at komponere deres inderste drømme ud. Sætter musikken spor i samfundet? Findes der - i musikken - paralleller til filosofi, litteratur og psykologi. Hvordan ser de store komponister på følgende: er det muligt at skabe et hjem og en lykkelig tilværelse, og – hvis ikke – hvad er det så, der forhindrer dette? Kan man anvende musik, som om der er tale om store psykologers visdom - selvom komponisterne ikke har studeret psykologi? Hvor i musikhistorien finder vi opskriften på et lykkeligt familieliv? (kurset illustreres med mange klassiske musikeksempler). | |
| GRIEG | Edvard Grieg er ikke blot Norges ”nationalkomponist”, han er international i sin evne til at beskrive netop det nationale og det særligt lokalfarvede. Kærligheden til Norge rækker for Grieg videre – tværs igennem det specifikt norske - til kærligheden til livet og til naturen, og i den sidste ende til Gud. De fleste kender klaverkoncerten eller noget af musikken til Peer Gynt, men Grieg har skrevet en mængde andet – kormusik, kammermusik, orkestermusik, sange og værker for klaver solo. Efter et kursus om Grieg kan man føle sig helt renvasket af al den skønhed, han får frem. Samtidig rummer musikken et sandt overflødighedshorn af stimulerende livskraft. Alt sammen komponeret af et menneske, der kæmpede med livet og følelserne som vi alle gør det. | |
|
Gud er formentlig den, der er komponeret mest musik om. Fra salmer til store kirkekorværker. Gud er oven i købet ofte nævnt og besunget i operaer, og tilmed er Jesus af Nazareth en af vor kulturs største og mest omtalte personligheder – også i musikken. Ud over de store passioner af f.eks. Bach og Schütz, musikværker der fortæller om Jesu liv og død, findes der en række gribende musikalske beskrivelser af dette betydningsfulde menneskes fødsel og barndom. Kurset tager udgangspunkt i den klassiske musiks beskrivelse af Jesu fødsel, personlighed og mission – hele den omfattende musik, der er knyttet til julen. Der vil også blive draget sammenligninger imellem musik af Bach, Händel, Britten, Liszt og Berlioz og evangeliernes beskrivelser af Jesus. Ud over de omtalte komponisters bud på en beskrivelse af Gud, vil kursets musikalske juleafsnit præsentere vinterbilleder, julestemning, salmer og stjerner. |
||
| JESU JUL – I MUSIK |
Hvem kender ikke Händels ”Messias” og Bachs ”Juleoratorium” – i hvert fald af omtale. Men hvilke følelser ligger der bag musikken, og hvordan kan man pejle sig ind på disse? Hvilken betydning har komponisterne tillagt julen – hvor meget er religion, hvor meget er personlig betagelse af – og kærlighed til skikkelsen Jesus af Nazareth? På denne aften illustreres julen og de dermed forbundne religiøse og folkelige aspekter af julemusik af Bach, Händel, Britten, Tchaikowsky, Liszt, Saint-Saëns m.fl. |
|
| KULTURKANONEN: ER DETTE DANSK KLASSISK MUSIKKULTUR? |
En temadag om de 12 klassiske musikværker, der er fundet værdige til optagelse i kulturministeriets oversigt over ”dansk når det er bedst”. Der er skønne værker imellem og også for menigmand vanskelige værker. Det store spørgsmål er: er dette repræsentativt? Hvorfor lige disse musikstykker og ikke nogle andre? Hvad vil vi signalere og hvad handler den valgte musik egentlig om? Her er musik af Hartmann, Lumbye, Nielsen, Gade, Nørgård, Langgaard, Gudmundsen-Holmgreen, Heise og Kunzen (kender I ham?), og al denne musik vil der blive smagsprøver på samt indføring i og kommentarer. Nogle længere end andre. Hvad er kultur, og kan man udvælge den? |
|
| LISZT | Med sine omkring 900 kompositioner hører Liszt til blandt de mest produktive komponister overhovedet. Hvad mere er – en mængde af disse værker er dybt bevægende – orkesterværker, korværker, orgelværker og klaverværker, selvom kun en lille del af denne klangverden er alment kendt. Liszt var ikke alene den måske største pianist nogensinde, han var også en elskelig mand, der hjalp andre med at få deres værker opført. Han rejste rundt som en slags spillende lydbibliotek, idet han delagtiggjorde hele Europa i de værker, man ellers kun sjældent kunne komme til at høre. Han var dybt religiøs og har skrevet en mængde dybt fortrøstningsfuld musik - ud over noget af det mest overvældende klavermusik, der findes. En fantastisk spændende mand | |
| MOZARTS OPERAER – MOZARTS VERDEN |
Mozart er ikke den sarte rokoko porcelænsfigur, han ofte er blevet beskrevet som. Mozart var et levende menneske af kød og blod – et viist, sarkastisk, fanden-i-voldsk, engleblidt, poetisk, dybsindigt og morsomt menneske, der næsten rummer hele universet i sin musik. Det bedste kendskab til Mozarts liv og væsen får man ved at kigge de 6 store operaer fra det sidste 10 år nærmere efter i sømmene. En forhistorie om Mozarts forhold til kærligheden får disse 6 mesterværker til at træde frem med helt ny betydning og dyb menneskelig almengyldighed. IDOMENEO – om forældre, der ”ofrer” deres børn (meler deres egen kage) for at redde sig selv. BORTFØRELSEN FRA SERAILLET: den lange vandring for at finde den sande kærlighed begynder. Kærlighedens udtryk viklet ind i ægteskabelige intriger – skildret af dramatikeren med ”røntgenblikket”: FIGAROS BRYLLUP. På kanten af afgrunden: DON GIOVANNI – om at elske det guddommelige i kvinden uden at lægge mærke til, hvem hun egentlig er. COSI FAN TUTTE: betænkelighederne ved kærlighedens usikre vilkår serveret i en ramme af vidunderlig naturlyrik. Sejren ved vejens ende: TRYLLEFLØJTEN: troen på kærlighedens styrke, uovervindelighed og faktiske eksistens. |
|
| MUSIKKENS HISTORIE – I NY BELYSNING | At elske musik er det samme som at ville høre mere af den. Man kan holde så meget af musik, at man ønsker yderligere indføring i den, og gængs musikhistorieteori kan let strande i oplysninger om former og tonearter. Der åbner sig imidlertid en helt ny verden, hvis man ser tonesprogets udvikling som en sig langsomt udfoldende blomst fra dybere og dybere lag af menneskets bevidsthed – hvis man opfatter musikhistoriens udvikling som en beskrivelse af menneskets udtryksbehov og den måde, hvorpå dette behov oversætter sig selv til lyd. Fra den ærbødige, næsten asketiske holdning til tonerankerne i den tidlige munkesang, gennem renæssancens flirt med psykologiske menneskeskildringer – til barokkens musik-katedraler. Over Mozarts ”røntgenblik”, gennem Beethovens kamp for det enkelte menneskes udtryksret – til senromantikkens hovedspring ned i drømmesprog, myteverden og de dunklere sider af menneskets bevidsthed. Og fremtidens musik har tabt på forhånd, hvis den slipper forbindelsen til det almindelige menneske. Kurset byder på et væld af vidunderlige musikeksempler. | |
| MUSIK OG FØLELSER | Der er ingen tvivl om, at musik og følelser er nært forbundne. Alligevel møder vi gang på gang i musikhistorien det fænomen, at nogen synes, at en eller anden slags musik er ”for meget” (fra Bach til Mahler). Hvad er problemet mon? Vi støder allerede i middelalderen på trangen til at lade musik understøtte en følelse i en tekst. Op gennem musikhistorien udvider følelsesudtrykket sig derefter voldsomt, men undervejs støder man så på det fænomen, at der tilsyneladende er nogen, der helst ikke vil føle noget som helst. Oven i købet bliver dette af og til formuleret som et ideal. Problemet spænder vidt – fra forbudet mod at kvinder må synge i kirken til kritik af trangen til at tage bad i musik, der svulmende river os med (Puccini, Wagner). På dette kursus undersøger vi alle mulige musikfølelses-oplevelser fra fædrelandskærlighed over forelskelse, forargelse og forvirring til venskab, dyb kærlighed, tillid og tro på et højere forsyn. Formidler komponisterne følelser, eller er musik ren lyd-æstetik? | |
|
MYTER I OPERA | Myten om den indre forvandling
og myten om Den Hellige Gral er nært forbundne. Den klassiske musik er ofte
komponeret af mennesker, der har lyttet dybt ind i eventyrsammenhænge og
drømmesymboler, og på dette kursus anvender vi Rossini, Mozart og Wagner som
guider. I Rossinis ASKEPOT træder forvandlingen fra køkkenpige til dronning
tydeligt frem, selvom operaen er fuld af fest, ballade og farver. I
TRYLLEFLØJTEN er vi på en decideret ”forvandlingsrejse” hen imod den totale
indre og ydre harmoni, og hos Wagner fortæller de to operaer LOHENGRIN og
PARSIFAL om, hvad det er for en indre (guddommelig) inspiration, der
overhovedet får os til at forsøge at søge ”det hellige i os selv”. Disse fire værker sætter hinanden i relief, og musikken spænder over hele spektret fra det virtuost festlige til det religiøst inderlige og ophøjede. Kurset byder på talrige vidunderlige musikeksempler. |
| MUSIKOPLEVELSE – MUSIKKENS VIDUNDERLIGE VERDEN |
Verden er fuld af pragtfuld musik. Den klassiske musik rummer stemninger, farver, dufte og følelser, landskaber og symboler. Den illustrerer livet og verden: lande, byer, børn, humor, angst, forløsning, kærlighed og venskab. Oven i købet er det ofte sådan, at der inde bag musikkens i sig selv fascinerende lyd-arkitektoniske yderside gemmer sig dybt menneskelige udsagn, idet komponisten lytter ind i sig selv og derved ind i menneskets indre verdener. Det er derfor musik kan ændre vort liv, det er derfor vi altid tudbrøler på det samme sted i en eller anden symfoni eller opera. Ved at få musikkens baggrund beskrevet – ved at sammenligne forskellige indspilninger og ved at bruge ét musikstykke som indfaldsvinkel til et andet – kan det lade sig gøre at lytte med ”røntgenører” – at opleve musikkens fulde udtrykskraft. Fredag: Om musik, om billeder i musik og musik i billeder Lørdag: En rejse i musik gennem verden og livet. Søndag: De store kunstneres udtrykskraft – den personlige begejstring. |
|
| CARL NIELSEN |
Som Grieg gør det i Norge og Sibelius i Finland, sætter Carl Nielsen et eller andet særlig ”dansk” stempel under sine værker. Nielsens melodier til danske sange er efterhånden blevet så meget folkeeje, at man glemmer komponisten og tænker, at det må være ”Danmark”, der står bag. Hvad vil det sige, at noget er dansk? Nielsen er ikke helt så kendt i udlandet som Grieg og Sibelius er det, og dette skyldes muligvis, at han ikke har komponeret sådanne ”træffere” som Griegs klaverkoncert eller Sibelius’ violinkoncert eller Finlandia. Nielsen kræver fordybelse, og inde i hans musik finder vi mægtige verdener fulde af liv og kraft. Vi tager på en rejse gennem hans symfonier, kammermusik, operaer, sange, klavermusik og korværker, og vil komme ud igen på den anden side med trangen til at høre endnu mere. |
|
| OPERAGALLA | De skønneste arier fra de skønneste operaer med de skønneste sangere. – Den menneskelige stemme er formodentlig det mest kraftfuldt bevægende, det tydeligste og mest udtryksfulde instrument, der findes. At så mange mennesker har holdt så meget af opera igennem de sidste 400 år - at der findes tusindvis af dem, og at det i tidligere tider var en komponists største ambition at skrive mindst én opera, siger noget om den betydning dette medium har - og har haft igennem musikhistorien. I vore dage er vi så privilegerede, i forhold til musikelskere for blot 100 år siden, at vi har tilgang til alle mulige vidunderlige optagelser med de bedste sangere siden starten af det 20. årh. Dette slaraffenland af sangkunst vil vi kaste os ud i på dette kursus. Musikken bliver af Purcell, Händel, Monteverdi, Mozart, Beethoven, Gluck, Verdi, Puccini, Wagner, R.Strauss, Rossini, Mussorgsky, Tchaikovsky, Bellini, Donizetti – og mange, mange flere. Og alle de største kunstnere fra grammofonpladens fødsel til nutiden vil være repræsenterede. Kurset er samtidig en gennemgang af operaens historie fra renæssancen til vore dage. | |
| 6 OPERAER OM KÆRLIGHED | De allerfleste operaer handler på en eller anden måde om kærlighed. Men med de 6 her valgte får vi et herligt udsnit af, hvad der ligger på hylderne i operaverdenens mægtige slaraffenland. Måske ligner vore egne oplevelser historien om den i virkeligheden dødsensfarlige CARMEN, som vi alle kender, men helst bagatelliserer – er hun ikke bare en ”frisk pige” (”hvor festligt det er, at være forførende”)? Allerhelst vil vi opleve kærligheden ved første blik som i Puccinis LA BOHEME - og synge forelskelsen ud fra alle hustagene. Kærligheden kan have frygteligt vanskelige vilkår som i Verdis DON CARLOS, hvor faderen gifter sig med sønnens elskede – eller i Verdis AIDA, hvor racemæssige og politiske forhold sætter kærligheden på en hård prøve. Til pragtfuld musik. Men kærligheden fejrer også triumfer, den går gennem hvad som helst: vi (nogen) vover gerne livet for den elskede – som Beethoven beskriver det i sin forløsningsopera FIDELIO. Og i ARIADNE PÅ NAXOS af Richard Strauss sættes den højtideligt heroisk idealiserede kærlighed op ved siden af den livsglade kærlighedsappetit. Med en vidunderlig apoteose som resultat: kærligheden er både sjov og ædel, kunsten er på samme tid humoristisk og dødsens alvorlig | |
|
TRE GANGE ORFEUS Gluck: Orfeo ed Eurydice Mozart: Tryllefløjten R.Strauss: Kvinden den uden skygge Igen en herlig sammenstilling af værker, der alle fortæller historien om den indre forvandlingsproces, om kærlighedens alt besejrende kraft og lykkens virkelighed. I urmyten om Orfeus ender det ikke godt, men det gør det her, hvor Gluck fortæller med varme og engagement, Mozart åbenbarer dybe hemmeligheder til vidunderlig musik, og Strauss endnu en gang hylder Mozart med en fantastisk eventyropera à la Tryllefløjten. Hos Gluck er det den klassiske alvorlige musik, der ledsager Orfeus, hos Mozart en virtuos varieret palet af nuancer og typer, mens Strauss skruer op for fuld orkester med raffinerede klangvirkninger og virtuos sangkunst. |
||
| RUSSISK ROMANTISK OPERA | Der er en særlig duft af tradition, ikoner og landskaber over russisk klassisk musik. Den russiske (folke)”sjæl” er en særlig stemning, en rigdom, en inspirationskilde – og det var først i midten af 1800-tallet, at de russiske komponister begyndte at trække på disse folkelige ressourcer. På kurset følger vi opblomstringen af en vidunderlig og særegen musikkultur – kulminerende med kursets hovedværk: Mussorgskys farverige, rystende og dybt originale opera BORIS GODUNOV. Undervejs møder vi den første egentlige russisk folkemusikinspirerede opera: Glinkas RUSLAN OG LYUDMILA, et værk, der sender den hidtil importerede italienske kulturmusik ud på et vigespor. Herefter er der lukket op for de store mesterværker: Tchaikovskys 12 operaer, af hvilke vi skal høre EUGEN ONEGIN og SPADER DAME (som så mange andre værker til tekst af den allestedsnærværende Pushkin) – den unge Rachmaninoffs 3 vældige enaktere ALEKO, DEN GERRIGE RIDDER og FRANCESCA DA RIMINI – og inden gennemgangen af de forskellige versioner og tolkninger af Boris Godunov, drager vi langt bagud i historien og ud på de russiske stepper med Borodins FYRST IGOR | |
| OPERA - 6 kvindeskikkelser |
Bizet: CARMEN – eller: hvor festligt er det at være forførende? Dvorak: RUSALKA – H.C.Andersens Den lille Havfrue i musik Donizetti: LUCIA DI LAMMERMOOR – en ”gotisk” gyser Richard Strauss: ELEKTRA – en græsk tragedie om hævn Lehar: DEN GLADE ENKE – om kvindelist, humor og charme Puccini: TURANDOT – om kærlighedens befrielse efter mange års psykologisk indespærring
Operaens verden er fuld af interessante og farverige personskildringer af både mænd, kvinder og børn. Disse 6 kvinder viser, hvor bred viften er og hvor forskelligt man som operahovedperson kan opfatte tilværelsen, sin skæbne og sin rolle i verden. Musikken svinger tilsvarende mellem det super iørefaldende (Den glade Enke) til det voldsomt rystende (Elektra), men i alle 6 tilfælde er der tale om helstøbte, geniale musikværker og psykologisk fuldgyldige personligheder. |
|
| KURSUS 1 – overblikket: 1) Den klassiske opera: Händels THEODORA er ren skønsang (oprindelig ikke tænkt som opera) med handlingen bygget ind i teksten. Mozarts LUCIO SILLA er et betagende ungdomsværk, der viser Mozarts evne til at kombinere kærligheden til stemmen med en teatermæssig tydelig persontegning. 2) Den romantiske opera: Med Webers DER FREISCHÜTZ (Jægerbruden) og Verdis MASKEBALLET dykker vi direkte ned i sindets dybere lag, hvor voldsomme følelser og naturkræfter får stemme. 3) Den impressionistiske opera: hvor orkesteret, dette at sammensætte en ”lyd-farvepalet” spiller den dominerende rolle - f.eks. i Ravels 2 operaer BARNET OG TRYLLERIERNE og DEN SPANSKE TIME - og i Debussys indadvendte mesterværk PELEAS OG MELISANDE | ||
|
KURSUS 2 – følelsernes vej: At følge operaens historie er at følge en følelsesudvikling. Vi starter i renæssancen, hvor operamediet er så nyt, at selve det at synge en teatertekst i sig selv vækker vild furore. Virkemidlerne er små, men meget effektive. Der er megen afveksling og oplevelse i Monteverdis ORFEO – ikke mindst i den i musikken indbyggede scenografi. I barokken, hvor stemmeudfoldelsen kom i højsædet (på bekostning afhandlingen) lavede man overdådige dekorationer og man elskede trylleoperaer som f.eks. Händels ALCINA. I romantikken bliver det ”trylleagtige” enten ufarligt og fornøjeligt som i: Rossinis ASKEPOT eller dybt dramatisk og skæbneladet som i: Donizettis LUCIA DI LAMMERMOOR. I det 19’de århundrede får den indadsøgende romantik - kulminerende med Wagner - så en modvægt i operetten – primært i Tyskland. Vi gennemgår Lehars DEN GLADE ENKE. I Spanien får operetten en operalignende drejning i genren ”Zarzuela”. Placido Domingo er en af hovedpersonerne her, og vi hører ham i Sorozabals ”LA TABERNERA DEL PUERTO”. |
||
|
KURSUS 3 – det sangbare: Vort udgangspunkt for denne operarejse er det 19’de århundredes Italien – den såkaldte bel canto stil: som modvægt mod det omsiggribende kastratsanger-uvæsen forsøgte – især 3 komponister at vise, hvor meget den menneskelige stemme kan af sig selv – uden indgreb – og selv om tekst og drama af og til blev sekundært i forhold til stemmen, udviklede bel canto operaen sig til noget af et tilløbsstykke: hvor godt synger de, hvor højt går de op, hvor mange forsiringer og triller magter den og den? Til en ofte meget fornøjelig eller meget ”gothisk”(lidt gyseragtig) tekst. Rossinis spændvidde illustreres ved at starte med den sprudlende BARBEREIN I SEVILLA hvorefter han viser os sin seriøse side i dramaet PIGEN FRA SØEN (La donna del lago). Bellinis klassiker NORMA og Donizettis humoristiske kærlighedshistorie ELSKOVSDRIKKEN, afrunder portrættet af de 3 bel canto komponister – men det romantisk dybdesøgende spor fortsætter ind i sindets krinkelkroge andre steder i Europa: hos Gounod i FAUST og i Offenbachs vældige HOFFMANNS EVENTYR. |
||
|
KURSUS 4 – fra det folkelige til det nationale: Vi starter med den lette ”Holberg-agtige” DET HEMMELIGE ÆGTESKAB af Cimarosa – musik som ren underholdning. Det folkelige og det politiske smelter i operaernes udtryk efterhånden sammen til en national-koloreret helhed som i Saint Saëns’ SAMSON OG DALILA. Mod øst vokser musikken ofte ud af nationallitteratur og historiske beretninger – således Janaceks KATJA KABANOVA og Tchaikowskys MAZEPPA – og af eventyr og myter: Dvoraks RUSALKA (efter H.C.Andersens ”den lille Havfrue” og Carl Nielsens SAUL OG DAVID (fra Bibelen). |
||
| PUCCINI I LYD OG BILLEDE | Eller – når opera er mest opera. Vi er så heldige, at samtlige Puccinis operaer er tilgængelige på film – flere af den endda i adskillige udgaver. På kurset kigger vi indenfor i samtlige 12 operaer og opsøger først og fremmest de særligt ”store steder” med de følelsessuggererende melodiforløb, som Puccini vidste, han var en mester i at lave. Puccinis musik er ”smægtende” i ordets allerbedste forstand – dvs. udtryk for ømme følelser. Lytter man godt efter, kan man se, at Puccinis hovedemne er menneskets forhold til parforhold – ”hvad er det egentlig, vi går rundt og laver”? Utroskab, svigt, forelskelse, håb, sorg, fortvivlelse og forløsning gennemarbejdes fra de første operaer LE VILLI, EDGAR og MANON LESCAUT, og den psykologiske indsigt bliver meget meget præcis i de 3 måske berømteste værker LA BOHEME, TOSCA og MADAMA BUTTERFLY. Selv i operetteforsøget LA RONDINE og i ”western”-operaen PIGEN FRA VESTEN sætter Puccini luppen på parforholdet. De samme gælder for 2 af de 3 enaktere, idet vi bevæges dybt af såvel KAPPEN som SØSTER ANGELICA, mens GIANNI SCHICCHI derimod er fuld af skæg og ballade. For mange er komponistens uovertrufne mesterværk den ufuldendte TURANDOT om det af angst indespærrede menneskes forløsning ved den rene og ægte kærlighed. | |
| PUCCINI: 3 MESTERVÆRKER |
LA BOHEME, TOSCA og MADAMA BUTTERFLY i detaljer. Disse 3 operaer er kendt af de fleste operaentusiaster. Men ”at kende en opera” kan betyde mange ting. I disse 3 populære og klangskønne værker er der skjulte dybder, nuancerede sammenhænge og handlingsmæssige nuancer, der ofte passerer uopdagede forbi tilhøreren – fordi musikken er så vidunderlig, som den er. Men at opdage de indvævede detaljer, forøger den musikalske oplevelse, og det bliver endnu tydeligere, hvor stor en menneskekender komponisten Puccini var. Mange af vor musikkulturs store operaer rummer uopdagede skatte af psykologisk, filosofisk og ikke mindst musikalsk art. På dette kursus vil vi hente nogle af skattene frem – illustreret af pragtfulde musikeksempler med de herligste sangere. |
|
| RACHMANINOFF | Denne i sandhed vidunderlige komponist har lidt den tort – allerede mens han levede - at blive udskældt som for følelsesladet og for overfladisk. Imidlertid står vi for det første her over for den mest overvældende klaverkomponist siden Liszt. For de andet er det, som om Rachmaninoff har evnet at aflæse den russiske folketone og det russiske sindelag som kun få andre. Hans musik rummer en særegen følsom skønhed, der umiddelbart kan opleves som lidt vemodig, mens den i virkeligheden er et udtryk for den særlige tryghed, der hører sammen med at have et hjem, et fædreland, et udspring. Rachmaninoff har lavet overvældende symfonier, operaer, kammermusik, klaverkoncerter, orkestermusik, sange og soloklaverværker, der alle kan få lytteren til at ”svømme hen” eller til at opleve et møde med en lydmæssig naturkraft, der sætter et varigt minde. Rachmaninoff er en af dem, der står over for en markant renæssance – man skal blot høre ordentlig efter – sikken en komponist! | |
| RINGENES HERRE – EN INTRODUKTION | Store litterære værker som Tolkiens RINGENES HERRE er ofte bygget op efter samme opskrift som de berømte renæssancemalerier: lag på lag på lag, verdener bag verdener. Læser man værket i dybden, dukker tilsigtede og utilsigtede hemmeligheder op, og Tolkiens mesterværk viser sig at rumme imponerende dimensioner. Først hører vi om Tolkien, om hans liv med myter og sprog og om tilblivelsen af Ringenes Herre: beretningen om skabelsen af Midgård med tilhørende sagnkreds og forhistorie. Derefter betragter vi det drømme- og symbolsprog, Tolkien intuitivt er kommet til at betjene sig af, selvom dette ikke var hans erklærede hensigt. Det viser sig, at Midgård kan opfattes som et bevidsthedslandskab, og at vandringen igennem Tolkiens land bliver til en selvransagelsesproces, en individuationsproces. Ved at vandre med ringbærergruppen kortlægger vi samtidig menneskets bevidsthed. Endelig sammenkædes RINGENES HERRE med Wagners operacyklus NIBELUNGENS RING. Tolkien afviste paralleller, men ved nærmere eftersyn vrimler det med sammenhænge: det viser sig oven i købet, at der er tale om den samme ring: en hæslig psykologisk mekanisme, der kan bygge en falsk bevidsthed oven på den rigtige (gøre én usynlig). At uskadeliggøre RINGEN er det samme som at bevirke det godes sejr over det onde. | |
| ROSSINI, DONIZETTI, BELLINI | Bel canto kalder man normalt den måde, der synges på i operaerne af disse tre komponister. Betegnelsen ”bel canto” om den skønne sang, er dog et langt bredere fænomen, der også gælder for andre komponisters operaer: dette at kunne udnytte stemmen til fulde i et fortættet dramatisk udtryk, der samtidig lader stemmens frie udfoldelse være en del af dramatikken, af udtrykket. Men disse tre italienske komponister fra starten af 1800-tallet satte hver især nye standarter for operateater, idet de gennemkomponerede overgangen fra klassisk stilfuldhed til den romantiske verdens svulmende følelsesudsving. ROSSINI var tættest på klassikken, på Mozart-tiden – og inden for rammerne af en hel enkel kompositionsmåde lod han stemmerne svinge sig rundt i virtuose guirlander. DONIZETTI var både humorist og dramatiker med et enormt antal værker bag sig. Han laver skæg og ballade (Elskovsdrikken) eller lader os skue ned i afgrunden (Lucia di Lammermoor). BELLINI komponerede poetisk dramatik med lange udspundne melodier, samtidig med at han i fortættede øjeblikke løftede sløret for en evne til at få voldsomme følelsesspændinger mellem personerne til at udløse sig gennem udtryksmættede ensembler. Kurset ledsages af talrige musikeksempler med de pragtfuldeste sangere | |
| SHAKESPEARE OG MUSIK |
En præsentation af vor kulturs største teatergeni. Shakespeares værker spænder over hele det menneskeligt psykologiske spektrum – fra det ondeste onde – til den mest sublime lykkefølelse. Kurset er en beretning om digterens liv og værker, gennemillustreret af musik. Med holdepunkt i 5 af skuespillene – nemlig HAMLET, ROMEO OG JULIE, MACBETH, OTHELLO og DE LYSTIGE KONER FRA WINDSOR – skildres Shakespeares teatermæssige og psykologiske formåen, teksternes subtilt persontegnende kraft, deres rytme, poesi og indbyggede scenografi. Talrige komponister har følt sig inspireret af Shakespeares værker. Der findes over 22.000 Shakespeare-relaterede kompositioner. På dette kursus ledsages vandringen gennem Shakespeares univers af musik fra hans egen tid samt musik af bla.a. Tchaikowsky, Mendelssohn, Verdi, Prokofiev, Nicolai, Berlioz, Liszt, Wagner, Elgar, Gounod, Thomas, Bellini, R.Strauss og Vaughan-Williams. Fredag: Om digterens liv og samtid. HAMLET Lørdag: ROMEO OG JULIE, MACBETH Søndag: OTHELLO, DE LYSTIGE KONER FRA WINDSOR |
|
| SIBELIUS | Jean Sibelius kan lukke lytteren ind i et landskab, man ikke troede fandtes bortset fra i eventyrene. Gennem hele sit liv var Sibelius så tæt på naturen i sin søgen efter livets mening, at man i hans musik næsten kan høre, hvordan han kan smelte sammen med træerne, vandet og klipperne. Nogen vil kalde ham en ”mystiker”, men bag hans søgen efter livsudspringets kerne fandtes ingen filosofi – kun en trang til at være ét med livet. Som ung gik han ud i skovene for at spille violin for træerne og dyrene, og i hans værker findes der ”døre” ind til naturens rødder. Sibelius var kolossalt produktiv, selvom kun en lille håndfuld af hans værker er verdenskendte ud over symfonierne, og jeg vil glæde mig til at vise nogle af de mere ukendte kompositioner frem sammen med de kendte. | |
| RINGBÆRERENS DAGBOG, INTRODUKTION OG DEBAT | I sine bøger RINGBÆRERENS DAGBOG (The Ringbearer’s Diary) samt DRØMME (og drager) SET MED KLARSYN fortæller Peter Kjærulff om oplevelser, han kun kan klassificere som erindringer fra tidligere tilværelser og fra perioder imellem tilværelserne - oplevelser, der har præget hans verdensbillede og hans forskning siden begyndelsen af 1980’erne. Peter Kjærulff er musiker og musikforsker, og han har som erklæret mål at ville finde ud af, hvad der foregår i menneskets bevidsthed – for f.eks. at forstå/fatte/begribe kunst – primært musik. Det første, man må gøre, mener han, er at tage selv nok så aparte oplevelser alvorligt: dvs. lytte til dem, analysere dem, forholde sig kritisk til dem – samtidig med at man – i den sande videnskabeligheds navn - forpligter sig til ikke at kassere menneskelige oplevelser, blot fordi de er provokerende. Og for PKs vedkommende er der meget, der kan virke provokerende. Han hævder at have erindringer, der omfatter såvel kendte (overgangen over Det røde Hav) som ukendte (en præsteeksamen i Kheopspyramiden) historiske begivenheder, samt voldsomt kendte personligheder som Mozart, Wagner, Shakespeare, Simon Peter etc. – og samtidig forholder han sig til dette, som en hver anden forsker ville gøre det: totalt jordnært. PK kan tale i timevis om reinkarnation, bevidsthed og parapsykologiske fænomener, og den dybdeforståelse af den klassiske musik, der følger med respekten for det enkelte menneskes ret til at opleve og til at give udtryk for disse oplevelser - har gjort ham til en efterspurgt foredragsholder og musikskribent. Kurset beretter om nedskrivningen af de ovenfor omtalte bøger og om deres indhold, samt om konsekvenserne af det verdensbillede, der følger med oplevelserne. | |
|
PRÆSENTATION AF RICHARD STRAUSS 1
|
Richard Strauss er en af musikhistoriens største orkestermalere. Samtidig er han det 20. århundredes største operakomponist. Alligevel har hans operaer rødder langt bagud til dengang, hvor man først og fremmest gik i operaen for at more sig og for at opleve selve mediet opera. Bag Strauss` værker ligger der sjældent en præcis personlig verdensfilosofi – som hos Wagner (et af Strauss´ forbilleder). Strauss er heller ikke stemmefokuseret som den klassiske italienske opera – han beskriver hvad han ser, og hvad han oplever. Han er musikæstetiker og lydekvilibrist. Samtidig er han umættelig i sin trang til at komponere over et bredt spektrum: han kunne komponere smagen i et glas øl, om han ville – og mestrer samtidig beskrivelsen af så dybt komplicerede personligheder som Salome. Han maler bjerge og dale, helte, filosofi og gøglere, og hans værker spænder over alle genrer fra grotesk humor over intellektuelt fascinerende psykologi og vederkvægende sjælevarme – til de dybeste rystelser. Og orkesteret beskriver virtuost alle nuancer, stemninger og dufte. Kurset omfatter gennemgang af sange, kammermusik, de symfoniske digtninge ”Don Juan”, ”Till Eulenspiegel”, ”Don Quixote”, ”Tod und Verklärung”, ”Also sprach Zarathustra” og ”Eine Alpensinfonie” – samt operaerne SALOME, ROSENKAVALEREN, DIE FRAU OHNE SCHATTEN og CAPPRICCIO | |
|
PRÆSENTATION AF RICHARD STRAUSS 2 (kursus 1 er ikke en forudsætning)
|
Når man først har fået færten af, hvor vidunderlig en komponist Richard Strauss er, kan sulten efter at høre mere være uden grænser. Og der er heldigvis nok at tage af. Strauss´ produktion er enorm, og han vælter det ene klangskønne mesterværk ud efter det andet. Nye Strauss-lyttere kan begynder her og opleve uddrag af samtlige 13 operaer. Fire af dem genemgås grundigt, nemlig ELEKTRA, ARABELLA, DIE SCHWEIGSAME FRAU og ARIADNE AUF NAXOS. Fra de øvrige hjørner af det Strauss´ske overflødighedshorn har vi valgt de symfoniske digtninge ”Ein Heldenleben” og ”Sinfonia Domestica samt præsentation af instrumentalkoncerter, kammermusik, lieder, kormusik m.m | |
| TCHAIKOWSKY | Tchaikowsky hører til de komponister (Chopin, Liszt, Puccini etc.) visse kritikere har bedømt som værende overfladiske. De pågældende kritikere har formodentlig været bange for ægte følelser og for musik, der i første omgang ikke synes at være intellektuelt skruet sammen. De samme stakkels kritikere har formodentlig ingen anelse om, hvad de er gået glip af. Tchaikowskys musik er et overflødighedshorn af fantasi, klangfinesser og variationer, der når helt ud i yderkrogene af det menneskelige oplevelsesspektrum – fra den yderste lykke (Romeo og Julie) til den største smerte (symfoni nr. 4 f.eks.). Samtidig er Tchaikowsky så gennemrussisk, at dette gigantiske lands rige natur og vildtvoksende folklore gennemstrømmer hans klangverden. Han har komponeret noget af den mest populære musik, vi kender (Nøddeknækkeren f.eks.) og noget af det mest seriøse, der overhovedet er skrevet (operaen Eugen Onegin, den 6. Symfoni, tonedigtningen Francesca da Rimini etc.). Tchaikowsky er en af de komponister, man kan ”tage bad i” | |
| TOLKIEN OG WAGNER |
Der er i hvert fald 23 meget markante myte- eller handlings-paralleller mellem Wagners Nibelungens Ring og Tolkiens Ringenes Herre. Hvilken effekt har disse paralleller på fortolkningen af de to værker. Tolkien benægtede enhver sammenhæng, men sammenligningen forstærker i virkeligheden formatet og slagkraften i begge værker. Der er tale om skildring af så dybe og ægte menneskelige problemstillinger, at værkerne muligvis har langt større verdensbeskrivende perspektiv end Wagner eller Tolkien planlagde, at de skulle have. Kan vi tillade os at antage dette uden om værkernes skabere? Lad os lade musikken og teksten illustrere og fortælle. |
|
| OM AT LYTTE TIL WAGNER | Er Wagner svært tilgængelig? Nogen synes det, andre har ingen problemer. Men når talen falder på Wagner, dukker der øjeblikkeligt en mængde spørgsmål op – f.eks. disse: ”skrev han svulstig og larmende musik?”, ”var han forfærdelig som privatperson?”, ”var han nazist?”. Lytter man til musikken, og nærlæser man Wagners tekster, er svaret et overvældende NEJ – tvært imod. ”Jamen hvorfor taler man så altid om dette, og er Wagner-tilhængere ikke fanatikere?” Dette – for det 20. århundrede meget væsentlige problem vil vi belyse i skæret af betagende og bevægende musik fra Wagners tidlige år – kulminerende med nøgleoperaen Mestersangerne, der besvarer samtlige spørgsmål. | |
| WAGNERS KÆRLIGHEDSUNIVERS |
En præsentation af en af musikhistoriens mest feterede, omdiskuterede og forkætrede skikkelser. Til de, der ikke bryder sig om Wagner: lyt til musikken. Kampen for at give kærligheden en berettiget eksistens i menneskets psykologisk kaotiske verden, er få steder skildret så gribende og så gennemgribende som hos Richard Wagner. De første anelser om dybe konflikter og splittelser mellem udødelige og dødelige værdinormer dukker op allerede i Wagners første to operaer DIE FEEN og DAS LIEBESVERBOT. Forsøget på at lave en opera efter de traditionelle metoder – RIENZI – afslutter Wagners ”indledning”, og med DEN FLYVENDE HOLLÆNDER, TANNHÄUSER og LOHENGRIN træder mesteren for alvor frem. Her begynder Wagner nu at ”oversætte følelser til lyd” i stedet for at komponere efter traditionelle teknikker, og med denne metode trænger han dybere ned i menneskets bevidsthedssprog end nogen anden komponist før eller siden. I NIBELUNGENS RING beskriver Wagner det forfærdelige i, at vi mennesker anvender destruktion konstruktivt – endog i forsøg på at få kærligheden. Kærligheden og kunsten, Wagners to hjertesager, skildres bevægende i TRISTAN OG ISOLDE og i MESTERSANGERNE FRA NÜRNBERG, og i PARSIFAL trækkes menneskets værste fjende – den uberettigede skyldfølelse – frem til klar beskuelse: håbet tændes, forløsningen findes. |
|
| WAGNER: HOLLÆNDEREN, TANNHÄUSER, LOHENGRIN | Disse 3 mesterværker kommer efter 3 andre, mindre opførte operaer, som vi starter med at fortælle om på dette kursus. Allerede i sin første fuldførte opera DIE FEEN rammer Wagner det myteunivers og det tonesprog, der er hans. DAS LIEBESVERBOT fortsætter tematisk det store spørgsmål fra ”Feerne” om kærlighedens usikre vilkår i verden, og RIENZI er en stort anlagt ”wide-screen” opera i slægt med samtidens publikumsmagneter. Men med DEN FLYVENDE HOLLÆNDER starter det banebrydende, det for samtiden totalt anderledes: man komponerer, som man føler, som personerne føler – ikke ”som publikum vil have det”. Og så træder geniet frem i al sin vælde. I TANNHÄUSER og i LOHENGRIN præciserer Wagner sin teatermæssige retning: mod større og større psykologiske dybder i mennesket, mod anvendelsen af myter som sprog, mod sammenkædningen af musik, drama, scenografi og digtning. Og musikken bliver mere og mere gribende – den, der magter, hvad det vil sige at høre efter, bliver nu mangefold belønnet | |
| WAGNER. ”NIBELUNGENS RING” – et bevidsthedsdrama | NIBELUNGENS RING er en mægtig "tour de force", hvor Wagner præsterer sit yderste for at løse gåden om, hvordan det onde er kommet ind i verden, og hvad der bør gøres for at få kærligheden til at sejre. Musikken er dybt gribende, flot, bevægende, inderlig, spændende, dramatisk og ind imellem så smuk, at man mangler ord. Tilmed står vi her over for det fænomen, at store myter og kunstværker kan hænde at udtrykke langt mere, end skaberen er sig det bevidst. Kender man f.eks. lidt til Tolkiens RINGENES HERRE vil man se ,at begge værker kredeser om den samme historie. Med Tolkien i baghovedet går NIBELUNGENS RING op og bliver til et totalt tilgængeligt værk, der ikke blot handler om den nordiske mytologi eller om fjerne guder, men om selve det at være menneske. På fire aftner (eller over en week-end) gennemgås handlingen, musikken og baggrunden for de fire operaer. Pragtfuld musik med pragtfulde sangere. | |
| WAGNER: TRISTAN, MESTERSANGERNE, PARSIFAL | TRISTAN OG ISOLDE er kærlighedsoperaen over alle kærlighedsoperaer. Værket er skrevet som flydende, destilleret følelse og det ændrer hele musikhistorien, idet en komponist her for første gang springer kravet om form over, idet han lader det, han har på hjerte, selv danne sin form. Wagner blev – bl.a. på grund af ”Tristan” - opfattet som musikanarkist, men i MESTERSANGERNE FRA NÜRNBERG neutraliserer han helt denne beskyldning: Værket er en opera om kunst, om opera, om samtiden, om venskab, anmeldere, det at komponere, det at digte – et værk om kultur, glæde, harmoni og fællesskab. Wagners sidste opera PARSIFAL er egentlig en gudstjeneste på scenen, et dybt religiøst værk, der har som sit hovedtema: gennem ægte medfølelse opnås befrielse fra det mareridt, der plager en høj procentdel af menneskeheden: den falske skyldfølelse – overbevisningen om, at ”man er årsag til verdens undergang”. Legenden om Arthur og ridderne omkring det runde bord får i Wagners regi et dybt vedkommende psykologisk perspektiv – til vidunderligt ”lysende” musik | |
| WAGNERS VÆRKSTED |
Hovedtemaet for Wagners 13 operaer er spørgsmålet: hvad er der sket, siden kærligheden har så ringe vilkår i menneskenes verden? Wagner vælger i sin søgen at udforske gamle myter, eventyr legender, der alle har det til fælles, at de lægger sig tæt op af drømmesprogets beskrivelser af følelsernes kampe og sejre. Undervejs står det klart for Wagner, at det er tilliden til at vi fortjener kærligheden, der er betingelsen for dens virke, og at sådan noget som falsk skyldfølelse er en af kærlighedens stærkeste konkurrenter. De fire aftner følger vandringen fra Tannhäusers kamp mod skyldfølelsen til Parsifals sejr over den. Undervejs beskriver Wagner i Lohengrin og i Tristan og Isolde, hvordan evig, ægte kærlighed optræder, når den får adgang til den jordiske verden |
|
| ”VANDRER MOD LYSET!” - en introduktion |
At en bog hævder at være skrevet igennem et medie, giver forståeligt nok øjeblikkelig anledning til mistænksomhed. Og hvis presseomtale af samme bog bygger på manglende undersøgelse af værket, kan der opstå det, vi har set i foråret 2004: bogen udnævnes til grundlag for en sekt. Men der er ”bare” tale om en bog, en filosofisk, videnskabelig, religiøs bog, der fremlægger en verdensopfattelse. Som vi kender det fra andre filosofiske hovedværker igennem vor kulturhistorie. I bogen ”Vandrer mod Lyset!” er det ideen om reinkarnation, der er den bærende tankegang. Værker skærer igennem de mange forskellige opfattelser, der eksisterer af dette fænomen og sætter via ideen om reinkarnation store kulturelle og religiøse begivenheder op igennem tiden, f.eks. Jesu liv, i et andet perspektiv end vi er vant til. På kurset fortælles om bogens tilblivelse, om den opfattelse af Jesus, der udspringer af dette andet verdensbillede, samt om alle de perspektiver, der sættes i gang, hvis man forholder sig sagligt forskende til sådan noget som reinkarnation og andre så kaldte parapsykologiske fænomener. |
|
|
|
Giuseppe Verdis musik er enkel og let tilgængelig – i første omgang lige til at gå til. Når Verdi så først har fanget ens opmærksomhed, begynder han at afsløre temperament og dybere følelser. Han kan bygge en opera op, således at man uden at vide hvordan, det er gået til, er blevet ført ind i dramatisk højspændte situationer. Egentlig kom man blot for at nyde musikken – og pludselig får man et drama foræret – oven i nydelsen. Og man går derfra mæt, tilfreds, en oplevelse rigere – og en hel del klogere. Verdis musik udspringer egentlig af den italienske belcanto skole (at anvende stemmen ”smukt” dvs. med hele dens formåen), men ved hjælp af sit mægtige teatergeni tilføjer Verdi den klangskønne musik en dramatisk dimension. Hvad korværkerne angår står vi over for det tilsyneladende paradoks, at Verdi, der var erklæret ateist, har skrevet kirkemusik der rummer nogle af de dybeste religiøse følelser, man overhovedet kan udtrykke. Kurset præsenterer Verdi, hans tid, hans teater, operaer og kormusik. Bl.a. Nabucco, la Traviata, Rigoletto, Troubaduren, Aida, Simone Boccanegra, Requiem. |
|
| VERDI. 3 MESTERVÆRKER |
RIGOLETTO, TROUBADUREN og LA TRAVIATA i detaljer. Disse 3 operaer ligger ca. midt i Verdis produktion, og det er med dem, at han for alvor viser, hvad han kan med tekst, musik og teater. Verdi kan kombinere enkle og iørefaldende melodier med højspændt dramatik, og i Rigoletto får f.eks.”la donna e mobile” en helt anden kraft end melodien har, hvis man synger den udenfor sammenhængen. Verdi kan få os til at opleve, at de forskellige operapersoner vedkommer os. Vi deler deres skæbne og føler med dem. I RIGOLETTO beskrives mødet mellem den totalt uskyldigt, naive kærlighed og den hensynsløse forfører. Og Verdi kan få os til dels at sympatisere med faderen Rigolettos trang til hævn, dels til at se, at hævn ikke løser problemerne. I TROUBADUREN er der så megen kendt og iørefaldende musik, at man helt kan komme til at overse dybderne i personbeskrivelserne: den ædle hofdame Leonora, der hvirvles ind i et spændingsfelt af jalousi og oprør. I LA TRAVIATA beskriver Verdi et menneske mod hvem ingen ”bør kaste den første sten” – en kvinde, der er kommet ud på et sidespor, men bringes på ret køl af den ægte kærlighed. |
|
| VERDI - DE 3 SHAKESPEARE OPERAER | MACBETH, OTELLO OG FALSTAFF Der findes over 20.000 Shakespeare-relaterede musikværker. De berømteste – og måske også de mest vellykkede operaer efter vor kulturs største teatergeni, er disse 3 Verdi værker. Hvis man i sin præsentation af disse mesteroperaer skifter mellem Shakespeares originaltekst og Verdis musik, supplerer begge sider hinanden. Man bliver opmærksom på, hvor fantastiske Shakespeares skuespil er, og hvor umuligt det må være at sætte dem i musik. Men Verdi kan lave helt sin egen version af forlægget, således at operaerne fremtræder som betagende kommentarer til de dybt menneskelige iagttagelser, vi finder hos Shakespeare. Og så er Verdis musik jo ydermere så skøn, så skøn – dramatisk tilmed – bevægende og morsom. 3 aftener i dobbelt godt selskab med talrige musikeksempler fra vidunderlige indspilninger |