MOZARTS VENSTRE ØRE

Ifølge Constanzes anden mand, danskeren etatsråd Georg Nikolaus Nissen havde Mozart et anormalt øre. I hans Mozart biografi fra 1828 findes der en tegning af Mozarts venstre øre, og i teksten står der, at Mozarts yngste søn Franz Xaver Wolfgang havde arvet denne anormalitet fra faderen.

De forskere, der nævner øret, taler om, at det kun er det venstre øre, der har defekten: den bruskudbygning (tragus), normale mennesker har siddende på den side af øret, der er nærmest hovedet, mangler. I stedet ser vi her nærmest det modsatte: en blottelse af øregangen. Bruskudbygningen skåner normalt øregangen mod direkte forurening forfra. Uden denne detalje bliver øret altså mere sårbart, hvilket anvendes som forklaring på, at Mozart som barn ikke brød sig om lyden af en trompet. Nissen antyder også, at defekten har noget med musikalitet at gøre (”Mozarts yngste søn, der som bekendt også helligede sig tonekunsten, havde samme øreform”).

I starten af 1800 tallet bredte der sig et rygte om, at Constanzes yngste søn ikke var barn af Mozart, men et resultat af utroskab med Franz Xaver Süssmeyer efter hvem barnet er opkaldt. Forskere diskuterer hvorvidt det kan tænkes, at Nissen og Constanze i fællesskab besluttede at sætte en stopper for disse rygter ved at indlemme tegningen og bemærkningen i Mozart biografien.

1) Ifølge nutidig lægevidenskab er anormaliteter eller øresærpræg ikke arvelige, da ørets form er lige så individuelt som fingeraftryk, der heller ikke er arvelige. Ydermere er der egentlig ikke tale om en ”karakteristisk øreform”, men om en decideret defekt. Defekter nedarves ikke, med mindre defekten skyldes en arvelig sygdom. Forskellige smådefekter kan skyldes fosterets bevægelser under svangerskabet, således at blodkar klemmes etc..

2) Arvelige sygdomme, der deformerer øret, så som Treacher Collins Syndrom og Waardenburg syndrom, forårsager mange andre og ret voldsomme defekter på såvel øret (evt.begge ører) som resten af ansigtet. De ansigtstræk, vi kender fra malerier af Mozart, giver ikke belæg for antagelser af, at han led af en af de nævnte sygdomme.

3) Mozart blev – specielt som barn – gentagne gange eksamineret ”som en gris” fra hoved til fod, da man mente, et barn umuligt kunne være så virtuos en musiker. Altså måtte der være tale om en dværg. Der findes ingen optegnelser, der nævner nogen form for øreanormalitet. Der er tale om et meget påfaldende øre i Nissens biografi, noget, der ikke kan overses. Specielt, hvis der kun er tale om en defekt ved det venstre øre, en asymmetri, der altså ifølge Nissen nedarves til den yngste søn.

4) Var øret arveligt, ville problemet være genetisk overført således, at begge ører ville blive berørt. Fra Hans Hansens maleri fra 1798 af de 2 drenge ved vi, at Franz Xavers højre øre var fuldstændig normalt.

5) Der findes ingen billeder af Mozarts venstre øre, da håret dækker øret på alle portrætter. Nissen har aldrig set Mozart. Dette giver anledning til ideer om, at tegningen forestiller sønnens øre og ikke faderens. Nissen har således draget en ”bagud”-slutning.

Hvad enten man går ind for ideen om Constanzes utroskab eller ej, kan tegningen af øret ikke anvendes som bevis mod en eventuel utroskab. Hvis Constanze og Nissen laver historien for at stoppe rygter, der plager dem, er de oppe imod, at der intet videnskabeligt belæg er for, at en sådan arvelighed overhovedet kan eksistere – hvilket bringer ideen om Mozarts øre hen imod decideret opspind. De kunne på deres tid naturligvis ikke vide, at de havde en senere tids videnskabelige forskning imod sig.

Hvis man hælder til at tro på rygtet om Constanzes utroskab og bygger historien på de indicier, der vitterlig findes, bliver hendes og Nissens forsøg på at mane historien i jorden til en detalje, der egentlig snarere bekræfter forholdet til Süssmeyer. Hvorfor ikke tegne et billede af hele sønnens person (som på Hans Hansens maleri), og så i parentes bemærke, at faderen havde den samme øreanormalitet – hvis ikke der var noget at skjule.

Peter Kjærulff