Velkommen til Ringbærerens Dagbog. Det har taget mig ca. 25 år at skrive den, og det vil muligvis tage læseren andre 25 år at læse den. Det gør såmænd ikke så meget, for nu er den her, nu er den færdig, og det er det, der betyder noget. Ringbærerens Dagbog beskriver en vandring gennem et magisk landskab, og da magiske landskaber har deres egne regler, opdager man først, hvad reglerne går ud på, når man går ind i landskabet. Læserne kommer naturligvis fra ”mange forskellige egne af sindet”. Dette ved det magiske landskab, og da man altid medbringer sit eget perspektiv, er landskabet indrettet således, at det ved første øjekast kan observeres fra forskellige vinkler. Hvis man er heldig, medbringer man selv mere end én ”vinkel”, hvilket gør rejsen meget nemmere. Hos mennesker, der overhovedet interesserer sig for at vandre gennem magiske landskaber, vil man kunne finde i hvert fald én af følgende tre observationsmetoder: den intellektuelle, den religiøse og den følelsesmæssige. Det fascinerende ved det landskab, der ligger foran os, er imidlertid, at synsvinklerne efterhånden mødes – de giver sig til at lappe over hinanden, efterhånden som vandringen skrider frem – og når vi når ud på den anden side, vil de tre indfaldsvinkler have dannet en ubrydelig enhed.

For at være på den sikre side har jeg skrevet tre forord – for de nævnte tre grupper. Den, der læser med følelserne, har jeg kaldt ”den almindelige læser”. Det er ham/ hende, der lader sig rive umiddelbart med eller umiddelbart skynder sig ud af bogen. Jeg kan anbefale, at læseren nøjes med at læse sit eget personlige forord, men man må gerne skele til de andres også. Efter de 3 forord kommer der en indledning, for jeg synes ikke, man kan gå grundigt nok til værks, hvis det handler om at finde ud af, hvad livet og verden går ud på.

Og det er, hvad bogen handler om.

FORORD FOR DEN INTELLEKTUELLE

Da jeg i min studietid færdedes i akademiske kredse, oplevede jeg ofte, at videnskabelige teser og disses præsentation ledsagedes af henvisninger til f.eks. tegneserier. Carl Barks var et stort navn dengang (den ikke intellektuelle må slå ham op), og for ikke at virke uakademisk, vil jeg lægge for med referat af en tegneserie:

   Charles M. Schulz: Peanuts: Schröder spiller på sit legetøjsflygel, mens Nuser spiller violin stående på flyglet. Nuser spiller med stor begejstring og slår til sidst over i dans. Trine (Thomas’ rapkæftede storesøster, der er forelsket i Schröder), ligge-læner sig op af flyglet. Nuser har afsluttet sin dans og sit spil – Trine: “But is it art?”.

   Tesen følger rask derefter: jeg vil med denne bog bevise, at det er muligt at forfølge et tankespor i den menneskelige bevidsthed således, at bevidsthedens struktur afslører sig for forskeren. Ydermere vil jeg påvise, at menneskets bevidsthed er universel i sin opbygning – grundstrukturen er ens for hvert eneste individ – således at ethvert menneskeligt udsagn (tanke, tale, handling, kunst osv.) vil være placerbart i forhold til fællesmenneskelige og klart beskrivelige værdinormer. Forskningsresultatet vil vise, at der i bevidstheden findes indgange og udgange til så vel konstruktive som destruktive energiformer, og at disse energiformers rækkevidde ikke begrænser sig til en temporær kulturel norm. I sin yderste konsekvens kan menneskets bevidsthed påvise eksistensen af så vel Gud som Fanden. Min tese omfatter derved (på grund af dette spænd mellem absolut godt og absolut ondt) i virkeligheden en beskrivelse af alt, der vedrører menneskelig tanke og handling. Og tesens kulmination lyder således: hvis man tør følge en tanke og dennes udspring i bevidstheden – gives der svar på alt, hvad hjertet kan begære at vide noget om, og der findes yderligere døre, der kan åbnes mod muligheden for svar på et hvilket som helst spørgsmål, man i fremtiden skulle ønske at stille.

   Da Ringbærerens Dagbog udkom første gang i 1985 kritiserede en anmelder dette, at jeg kunne besvare alle de spørgsmål, jeg fandt på at stille. Indvendingen gik på, at jeg (efter anmelderens opfattelse) havde konstrueret et lukket verdensbillede – illustreret ved en tegning af M.C. Escher, hvor to hænder tegner hinanden. For at sikre mig, at intet faldt uden for dette verdensbillede havde jeg “opfundet” et antal belejlige “filtre” (han mente chakra-systemet), således at alt blev selvbekræftende.

   Jeg forstår sagtens hans indvending, og kan også godt “fra hans vindue” se, at jeg, som han skriver, er “skræmmende sjælsrå” (godt udtryk), når jeg hævder, at prostituerede ikke er i stand til at anvende de penge, de tjener på prostitutionen, til noget, der rummer livskraft. Beskrivelsen af bevidstheden – således som denne folder sig ud for den forsker, der lader den oprindeligt valgte tankebane fortælle sin egen historie – rummer imidlertid et andet socialt perspektiv end det af anmelderen valgte. I følge min forskning ødelægger man nemlig sig selv ved prostitution, og man kan ikke bygge sig selv op gennem penge, der har konsekvent og rendyrket selvdestruktion som basis.

   Anmelderens hovedindvending – at der er tale om et lukket verdensbillede, der giver svar på de spørgsmål, det selv stiller – fører til den logiske konsekvens, at en forskning skal have forbindelse til den synlige og den målelige virkelighed. For mange er chakrasystemet en myte eller et produkt af østlige religioner. Derfor er det forståeligt, at anmelderen ikke kender til det og tror, at der er tale om noget, jeg personligt har konstrueret. At chakra-systemet er kendt andre steder end i religiøse sammenhænge demonstreres af ingen ringere end James Bond, der i filmen Tomorrow Never Dies åbner en kasse med spidse genstande, beregnet til “chakra-tortur” (kun den meget intellektuelle vil fange, hvor mange lag, humoren har her).

   Min modreplik er denne, at den bog, læseren sidder med i hånden, rummer myriader af henvisninger til en synlig og en målelig virkelighed, og at jeg er enig med anmelderen i det usunde ved et selvforklarende verdensbillede, der tager afstand til gængs forskning og almindelig sund fornuft. Hvis en læser kan gribe mig i noget, der lukker virkeligheden ude, er denne bog ikke videnskabelig.

   For videnskabelig – det er den, selvom den ikke følger gængse normer for videnskabelighed. Det videnskabelighedsbillede, der udspringer af omstændighederne vedrørende forskning i noget så vanskeligt som det her valgte objekt – menneskets bevidsthed – kan pejles ind via en udtalelse fra Hans Sachs, der i tredie akt af Wagners Mestersangerne besvarer Walthers spørgsmål om, hvordan man laver “Ein Meisterlied”: man sætter sine egne regler, og så følger man dem. Mit videnskabelige regelsæt har været: idet jeg forfølger en tanke, der giver mig et billede eller en oplevelse eller en erindring, stiller jeg det krav, at det spor, tanken anviser, forfølges uden vaklen, uden moddiskussion og med “hensynsløs ærlighed”. Jeg har oplevet sådan noget som erindringer, der synes at stamme fra tidligere tilværelser. Disses udspring har jeg forsøgt at spore gennem en aldrig vaklende trang til at sætte oplevelsens eget “nøgne udsagn” højere, end hvad en eller anden kommentator (mig selv inklusive) kunne finde på at indvende. At jeg har taget en masse oplevelser alvorligt og for pålydende, har adskilt mig fra gængs forskning, idet der ikke findes statistisk materiale med relation til det spor, jeg har fulgt – materiale, der kan udforskes af enhver. Jeg har forsket i min egen bevidsthed, og det er det kun mig, der kan. Er dette uvidenskabeligt, eller er det metoden?

   Mit slutresultat viser, at sådan noget som ærlighed er et fantastisk effektivt forskningsredskab. Havde jeg veget fra ruten i et forsøg på at tækkes gængs psykologisk forskning, havde jeg i sandhed opført mig uvidenskabeligt. Og jeg var ikke nået frem til de mængder af detaljer og til den fantastiske logik, der tegnes af det psykologiske “landkort”, læseren sidder med.

   Så denne bog er en forskning i bevidstheden på bevidsthedens betingelser. Den er et resultat af et oprindeligt spørgsmål og andre spørgsmål, dette første afleder: hvis man tager en menneskelig tanke alvorligt og følger den til dens udgangspunkt – uanset hvad den viser en af sammenhænge og associationer – hvor kommer man så hen? Mangler vi svar på livets gåder, fordi vi ikke tør gå hele vejen? Er menneskets bevidsthed skadelig, sådan at det kan være farligt at lytte til den? Hvem sætter normerne for, hvad der er videnskabeligt og hvad der ikke er det? Findes der dybere sammenhænge i myterne, end vi før har set, fordi ingen før nu har vovet at udforske disse myters yderste konsekvens? Er kunst og myter i realiteten et hemmeligt sprog, der først kan fortolkes, når man er kommet helt der ind i bevidstheden, hvor man opdager, at Gud findes? Er Guds eksistens et uvidenskabeligt forskningsemne? Taler f.eks. sådan en konstruktion som Kheopspyramiden et decideret sprog?

   Jeg mener ja til f.eks. det sidste spørgsmål, og jeg kan ønske den intellektuelle læser lykke på rejsen ved først at anbefale forordet for den almindelige læser og derefter at citere et meget begavet menneske, nemlig Hermann Hesse, der har haft mere end et glimt af, at der i kunst, i geometri, i matematik og i musik findes interne referencer. Hver kunstform, hver videnskabelig fraktion sidder (ifølge Hesse) inde med sin brik af puslespillet – men sætter man brikkerne sammen, får vi et billede af alting, af den ganske verdensorden. Til den intellektuelle læser, der eventuelt har studeret russisk eller fransk snarere end tysk har jeg lavet en oversættelse i den almindelige læsers forord (nedenfor). 

“Diese Regeln, die Zeichensprache und Grammatik des Spieles, stellen eine Art von hoch entwickelter Geheimsprache dar, an welcher mehrere Wissenschaften und Künste, namentlich aber die Mathematik und die Musik (beziehungsweise Musikwissenschaft) teilhaben und welche die Inhalte und Ergebnisse nahezu aller Wissenschaften auszudrücken und zueinander in Beziehung zu setzen imstande ist. Das Glasperlenspiel ist also ein Spiel mit sämtlichen Inhalten und Werten unserer Kultur, es spielt mit ihnen, wie etwa in der Blütezeit der Künste ein Maler mit den Farben seiner Palette gespielt haben mag. Was die Menschheit an Erkenntnissen, hohen Gedanken und Kunstwerken in ihren schöpferischen Zeitaltern hervorgebracht, was die nachfolgenden Perioden gelehrter Betrachtung auf Begriffe gebracht und zum intellektuellen Besitz gemacht haben, dieses ganze ungeheure Material von geistigen Werten wird vom Glasperlenspieler so gespielt wie eine Orgel vom Organisten, und diese Orgel ist von einer kaum auszudenkenden Vollkommenheit, ihre Manuale und Pedale tasten den ganzen geistigen Kosmos ab, ihre Register sind beinahe unzählig, theoretisch ließe mit diesem Instrument der ganze geistige Weltinhalt sich im Spiele reproduzieren.“ (Hermann Hesse: Das Glasperlenspiel)

DET RELIGIØSE FORORD

Dette er en bog om at søge Gud. Det samme bør vel en hvilken som helst religion kunne sige om sine egne bøger, men Ringbærerens Dagbog er ikke en religion eller en bog, der introducerer en ny tro; Ringbærerens Dagbog baner vej igennem følelsesmæssige landskaber, der med hårdnakket modstand forsøger at forhindre os i at opleve Gud. En af de klassiske modstande er påstanden om, at man har den forkerte tro, så derfor vil Gud ikke vide af en. For nogen er det forkert at tro på reinkarnation, og for andre er det forkert ikke at tro på reinkarnation. Bogen her følger en længsel efter det gode, det sande og det skønne, og denne længsel har ført mig personligt ind i et ubeskriveligt venskabsforhold til Gud. Gud er det bedste, der findes, og for den, der har oplevet kontakten med ham, er der ”ingen vej tilbage”: Gud er en realitet, en faktisk person, og livets perspektiver er vidunderlige. For dem, der endnu har oplevelsen til gode, kan de andres vished godt virke lidt påståelig, og den oplagte indvending er den med, at verden ser forfærdelig ud og ”hvordan kan Gud tillade det?”. Svaret er, at det tillader han heller ikke, og han hjælper os gerne med at rydde op. Men for at vi kan rydde op, skal vi finde ud af, at vi heller ikke tillader, at verden ser ud, som den ser ud. Verdens triste sider findes kun, fordi vi mennesker tillader disse sider at eksistere.

   Håb og fortrøstning er tiltrængt for de fleste. Følg det spor, jeg har lagt ud i denne bog, og vid, at man kan finde Gud, uanset hvor ”kuleskør” man tror, man er, eller hvor uegnet til Guds kærlighed, andre eventuelt mener, at man er. Det kan godt være, at mange vil sige, at ”den vej fører ikke til Gud”, men Gud siger så måske: ”Det gør den faktisk alligevel.” Gud elsker nemlig, at man elsker de egenskaber, han har nedlagt i en. Hvad disse egenskaber går ud på, er en hemmelighed mellem os selv og ham, men følger man sin samvittighed – det gode, det sande og det skønne – så vil selv den mest usædvanlige vej begynde at lyse. Problemet er ikke Gud – problemet er den modstand, der ligger på vejen mod ham. Han er umiddelbart tilgængelig – medmindre man sidder fast i en idé, der gør ham fjern. Bogen her sprænger sig vej gennem en mængde af disse ideer. Den introducerer en reel reformation og opfordrer til revision af de kirkelige skrifter. Det gør den ikke af revolutionære eller af religionspolitiske grunde; den gør det ud fra en længsel efter at se religionerne domineret af udtalelser fra mennesker, der reelt har oplevet Gud, i stedet for at skrifterne holdes i hævd på grund af kulturelle traditioner, ingen har mod til at bryde.

   Naturligvis kan jeg ikke fortælle læseren om, hvem Gud reelt er. Det magter min pen ikke. Men jeg kan fortælle om den vej, jeg gik, og lede min læser hen til det øjeblik, hvor Gud gik op for mig. Måske er der her et plateau, hvor vi alle mødes, således at min vej kan inspirere andre til deres vej – således at beskrivelsen af et enkelt menneskes vandring kan inspirere andre til deres vandring. Måske er formlen ikke hvilken vej, man går mod Gud, men at man går. Døm selv.

FORORDET FOR DEN ALMINDELIGE LÆSER

Lige et par ord inden du går i gang.

   Så lykkedes det mig endelig at fremstille det: et kort – Kortet. Hvis du tror, at det, du holder i din hånd, er en bog – så ta’r du fejl. Dette er et kort, et kort over menneskets sind. Jeg har i snart mange år haft en mistanke om, at eventyr om gamle kort ikke handler om skatteøer og skjulte formuer – men om vores trang til at finde skatten. Men med denne bog forholder det sig anderledes. Dette er, som jeg sagde, kortet, og jeg kan forsikre dig om, at der er noget at hente, hvis du har mod til at gå hele vandringen. F.eks. penge. Og her taler jeg ikke om lommepenge, åh nej – for hvis du kan finde vejen ved hjælp af dette kort, vil du finde uendelig rigdom. Der er oven i købet en regnbue derinde, og for enden af den er der – ganske som vi har fået det fortalt i hundreder af år – en krukke med purt guld.

   Løfter af denne art har fristet mangen en til at begive sig ind i sindets eventyrrige. Men det er ikke så lige til at følge sporet gennem sindet, for man er nødt til at lytte. Forestil dig de store kraftfulde helte med talløse olieglinsende muskler – bevæbnet med sværd eller skydevåben – eller måske med en nyspidset skrivemaskine – på vej ind i dette landskab – og så får de at vide, at det, de skal gøre, er at lytte. Læg våbnene, og lyt – lyt, som gjaldt det livet. Hvad det måske gør.

   At dreje ørerne i den rigtige retning er egentlig ganske vanskeligt. For der bor mærkelige stemmer i dette landskab, og de vil forsøge at få dig til at dreje ansigtet i den forkerte retning. Og så mislykkes det hele.

   Men jeg kan godt lide min læser, og denne bog er ikke kun for de få udvalgte. Den er til enhver, der har ønsket om at ville gå hele turen, til den, der ønsker at søge – og at finde. Men man kan ikke sådan bare afsløre hemmeligheder uden videre: hvis ikke du har fulgt sporet, så vil du ikke engang være i stand til at genkende hemmeligheden, når du finder den. Så – for at få dette kort til at virke, som det skal, har jeg placeret en masse fælder derinde. Hvis ikke du er forsigtig – så falder du simpelthen ud af bogen.

   Lad mig give dig et par eksempler:

Der er først og fremmest nogle rigtig effektive fælder allerede i indledningen. Jeg sagde under nedskrivningen til mig selv: jeg må være sikker på, at den der træder ind i den egentlige bog (anden del: Ringen og Pyramiden og tredje del: Sfinksen) tager kort over menneskets sind virkelig, virkelig alvorligt. Og hvis de ikke gør det, så – ups! – ryger de ud gennem bunden af bogen efter bare nogle få sider. Og det er nødvendigt, at man følger stien gennem hele første del (Wolfgang) for at kunne forstå anden og tredje del. (Selvom jeg stritter imod, kan jeg altså ikke modstå fristelsen til at afsløre den første faldlem, og hvordan man undgår den. Den siger (eller får snarere dig til at sige): ”Sig mig engang, er det meningen man skal tro, at denne historie er sand – eller hvad?” Og svaret er: gør dig ingen bekymringer – bare læs bogen.)

 OK – så var der de eksempler, jeg lovede at give:

Eksempel nr. 1

En velkendt anmelder sagde til mig: ”Hvis du engang var Wagner, hvorfor fortæller du os så ikke noget, vi ikke allerede ved?” Denne mands problem, ser du, var for det første dette, at han troede, jeg plæderede for, at jeg havde været Wagner i en tidligere tilværelse samt en masse andre kendte personer. Så rækken af berømte inkarnationer i indledningen hylede ham helt ud af det. Han gik glip af, at dette ikke handler om mig, men om oplevelser, så han røg ud gennem den allertydeligste af de første faldlemme (der er ellers virkelig dødningehoveder på den lem, hvis man ser ordentlig efter). Derefter læste han videre, idet han troede, det var muligt at nøjes med at læse kapitlet om Wagners Ring (han var jo faldet ud af den første del af bogen). Og så gik han også glip af pointen (og det vil der måske tilmed være et par Tolkien-fans, der gør) – nemlig at dette ikke er en bog om Wagners Ring eller om Tolkiens Ringenes Herre – men om, hvad der kan tænkes at ligge bagved Wagners og Tolkiens Ring-værker. Men for at forstå dette er man nødt til at læse hele bogen. Og kun hvis du gør det, vil du være i stand til at se, at såvel Wagner som Tolkien kendte hemmeligheden om Den Forbandede Ring, og hvad Ringen går ud på – og at Ringens afsløring vil betyde en tilbagevenden til den virkelige menneskelige bevidsthed – den der i årtusinder har været dækket af Ringen.

   Dette var et par af de fælder, der bør styres uden om. Lad mig give dig et råd: En modig forfatter har engang sagt, at man – for at forstå en bog ordentligt – er nødt til at læse den mindst fem gange. Jeg har besluttet mig til at være mild over for min læser og acceptere to gange. For man forstår egentlig først bogen anden gang. Når du så læser den, vil du kunne høre dig selv komme med udråb som – ”nårh” – ”aha” – ”nu forstår jeg” osv.

Eksempel nr. 2

En anden anmelder latterliggjorde bogen, idet han hævdede, at jeg egenhændigt havde opfundet chakra-systemet (jeg omtaler ham mere intellektuelt i det intellektuelle forord). Nuvel, nu er der måske nogle af mine læsere, der ikke ved, hvad chakra-systemet er, men måske er de klogere end denne anmelder. Han tænkte åbenbart således: ”Jeg har aldrig hørt om chakra-systemet, derfor må det være forfatterens egen opfindelse. Det er usundt at opfinde sådan et system, der kan give dig svar på alle de spørgsmål, du finder det for godt at stille.”

   Nu går jeg ud fra, at læseren er min ven (hvorfor ellers sidde med bogen i hånden), og jeg kan forsikre dig: jeg har ikke opfundet chakra-systemet. Jeg kan blot se det og beskrive det, og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, det er spændende og vidunderligt, at man endelig kan begynde at få nogle svar.

   Så denne her fyr var så sikker på sin egen skoling og sine egne studier af menneskets bevidsthed, at han må have været overbevist om, at han allerede kendte sindets hemmeligheder. Så hvorfor overhovedet læse bogen – nej vel? Dvs.: til enhver, der allerede kender menneskets sind – forfra og bagfra – I behøver ikke at gå længere.

Eksempel nr. 3

En forlægger sendte bogen tilbage (og ville naturligvis ikke udgive den), idet han sagde, at den var ”usammenhængende” (en gang rod egentlig). Denne mand gik glip af selve den centrale pointe – det, jeg forsøgte at forklare i begyndelsen af dit forord: man er nødt til at lytte. Og på dette sted kan jeg så afsløre hemmeligheden bag denne bog – fortælle, hvordan man bærer sig ad med at læse den: man skal lytte til den bagved liggende tankestrøm (hvilket burde synes indlysende, hvis man er sig bevidst, at man egentlig er ved at udforske menneskets bevidsthed). Så forlæggeren her tænkte tilsyneladende således: ”Rigtige bøger har en kronologisk orden (!), man kan ikke sådan springe frem og tilbage i tid uden videre.”

   Nå – han faldt ud af bogen. Måske kendte han ikke regel nr. 1, når det drejer sig om udforskning af ukendt territorium: man skal blive på stien – som i Dunkelskov i Tolkiens Hobbitten. Du bliver nødt til at følge den bane, stien går i – i stedet for at sige: ”Jeg mener, at vejen burde fortsætte ligeud. I stedet drejer den. Jeg for min del vil fortsætte ligeud, for det vil være det mest fornuftige, hvis stien følger mig i stedet for, at jeg er nødt til at følge stien.”

   Manden her blev fanget af edderkopperne, og han fandt ikke pengene for enden af regnbuen.

Så vær helt stille indeni – og lyt – læs eventuelt det ”motto”, der følger her – det siger noget om, hvad det er for et ”virtual reality”-spil, du har lukket op for:

”Disse regler, altså spillets symbolsprog og grammatik, udgør en slags højt udviklet og kun for den indviede forståeligt sprog, hvori flere videnskaber og kunstarter, dog navnlig matematikken og musikken (eller musikvidenskaben) tager del – et sprog, der både er i stand til at udtrykke indholdet i og resultaterne af så godt som alle videnskaber – idet det formår at sætte disse i relation til hinanden. Glasperlespillet er således et spil med alle de værdier og alt det indhold, vor kultur rummer – det spiller med dem på samme måde som f.eks. en maler i kunstens blomstringstid kan have spillet med farverne på sin palet; alt hvad menneskene i skabende perioder har frembragt af erkendelser, beåndede tanker og kunstværker – alle de lærde betragtninger, man i efterfølgende perioder har givet begrebsmæssig form og gjort til vores intellektuelle ejendom – hele dette uhyre omfattende materiale af åndelige værdier spiller glasperlespilleren på som organisten på orglet, og dette orgel er af en næsten utænkelig fuldkommenhed, dets manualer og pedaler afsøger hele det åndelige kosmos, dets registre er næsten utallige, og i teorien ville det med dette instrument kunne lade sig gøre – i spillet at genskabe hele indholdet af den verden, den menneskelige ånd er i stand til at rumme.” (Hermann Hesse: Das Glasperlenspiel)